Vi var forberedt på, at det ikke ville blive nemt. Men det gik faktisk ret fint – alt taget i betragtning.

Kystbanen fra Vedbæk til Lufthavnen fungerer altså bare godt. Der var ikke særlig mange med, så vi havde det for os selv. Internet til Basse og hyggelig udsigt. Men vi forstår altså ikke helt, hvordan og hvorfor vi har fire store kufferter, når vi kun skulle have været væk i 9 dage…

Lufthavnen var tom! Det tog 100 år at checke ind, for – som den rare SAS-mand sagde – det er jo også lidt nyt for dem, og de skal være sikre på, at vi har gjort det vi skal (og det er ret meget) for ellers bliver vi sendt tilbage igen på deres regning.

Men så var der bare mere plads til at nyde Farfars gulv!

Loungen skrev på hjemmesiden at de havde mad og drikke, men det havde de ikke. Øv bøv. De måtte ikke servere så meget som en kop kaffe inde i loungen. I stedet havde de en bod ved udgangen, hvor man kunne få en kop suppe eller en sandwich (og kaffe), som man så måtte gå udenfor loungen og stå og spise. I hold. Ret underligt.

Flyveturen gik sådan set fint nok. Bare irriterende at boarde sidst, når man sidder forrest. Men til gengæld kom vi så af først, og det viste sig at være langt mere værdifuldt.

Der var nemlig en gigantisk kø ved paskontrollen (som man ikke må tage billeder af). Vi estimerer at det ville tage i hvert fald tre timer at komme igennem den. Men efter en halv time blev vi hevet over i en anden kø for dem med børn, så efter en time i den næste kø kom vi igennem, og tror vi har sluppet med det halve af alle de andre. I søndags var der tilsyneladende 7 times kø. Det her land, altså…

Der er sket meget siden vi tog herfra. Vi har jo slet ikke været i Brexit UK, så vi har ikke været med til at vænne os til det. De har også haft den hårdeste nedlukning endnu, og det har nok også ændret et par ting. Spændende at se, hvilke butikker der er tilbage.

Faktisk føles det nærmest som om vi flytter tilbage til London. Ikke bare af vi har været lidt væk og kommer hjem. Det føles ret fremmed og eksotisk. Men det er nok ikke så skidt, for vi har virkelig brug for noget luftforandring og at posen bliver rystet lidt.

Det er dejligt at være hjemme i vores dejlige hus igen. Selvom det er til en ordentlig bunk post, og alle planterne, der er døde. Men der er god – men lidt træt – julestemning over det hele.

Så er vi på vej hjem igen. Det har taget flere dage at forberede med tests, dokumentation, billetter, pre-bookede tests i London, bevis på isolation hjemme osv osv. Vi har pladsbilletter til toget, som man skal, men kan først checke ind til flyet i lufthavnen. Men vi tror vi er klar og har det hele. Huset er lukket og slukket.

Vi forstår ikke rigtig hvordan vi kan have fire store, megatunge kufferter, og alle mand har en stor rygsæk hver, når vi jo kun skulle have været her i 9 dage. Men vi er gode til at akkumulere gylle.

Vi har god tid i lufthavnen, men vi ved ikke hvad der venter os. Der er meldinger om lange køer i lufthavne, da alt tilsyneladende skal checkes manuelt. Vi får se.

Skolerne åbner d. 8. marts, så det er tid til at vende hjem til London. Men vi har besluttet, at vi trækker den til på torsdag d. 4., hvilket betyder at drengene mister en uge i skole. Vi har allerede fået brev fra skolen om at folk i udlandet skal skynde sig hjem, så de kan nå isolation, men det må vi tage som det kommer.

Det er lidt surt at tage hjem lige som der er begyndt at være lidt forår i luften, men på den anden side er foråret i London altså også ret dejligt.

Og når man tænker på, at vi kom for 9 dage, men blev i 75 dage, så må vi sige at vi har været her. Vi havde jo kun pakket til 9 dage, så garderoben kan ikke rigtig følge med længere.

Det har fungeret fint med skole og arbejde fra Danmark. De store drenge har deres gaming laptops og gode skriveborde, så de har haft det helt fint på deres værelser. Basse og moren har lavet skolearbejde i solen ved det lille spisebord. Faren har kørt verdensfirmaet fra en gammel pult i gæsteværelset/pulterkammeret, og glæder sig lidt til at komme tilbage til sit kontor.

Signe er verdensklasse skolelærer, men vi tror hun glæder sig pænt meget til at få sit liv tilbage når Basse er tilbage i skole om et par uger.

Så er der meldt ud i England, og skolerne åbner d. 8. marts. Det betyder at vi skal hjem i morgen, torsdag, for at nå de 10 dages karantæne som regler siger.

Det er vi så ikke helt klar til, så vi bliver lidt længere end vi egentlig kan eller må, og tager hjem d. 5. Så håber vi at skolerne forstår situationen. Det gør de nok ikke, for Fox har allerede sendt et brev, hvor de skriver at man skal se at komme hjem fra udlandet, hvis man har været ude.

Men vi er ikke færdige med at være i Danmark, for vi tror ikke det er realistisk at vi kan komme tilbage før sommerferien, som først er i slutningen af juli. Der er ting vi skal nå i huset, og bedsteforældre, som vi skal have lidt mere tid sammen med.

Men vi glæder os samtidig lidt til at komme tilbage. Den første måned bliver med fortsat nedlukning – ud over skolerne – men derefter skulle det gerne åbne langsomt op, så vi kan nyde foråret i London.

Og mens jeg skriver det her har vi lige fået besked fra BA om at vores fly d. 5. er aflyst. Vi kan komme hjem d. 7., men det begynder altså at være for sent! :(

Vi ved stadig ikke, hvornår skolerne åbner i London, men de siger at de vil fremlægge en plan på mandag d. 22. og at de håber at kunne begynde at åbne skolerne lidt fra d. 8.

Vi har ikke travlt med at komme hjem. Vi vil gerne have drengene tilbage i skole – de trænger til det – men med alt hvad der er sket her i Danmark kunne vi godt tænke os at blive så længe som muligt. Vi tror heller ikke det er realistisk at vi kan komme tilbage før sommerferie, da vi skal i 10 dages karantæne i begge ender.

Så vi har flyttet vores fly til d. 5. med forventning om, at det nok højst er Mathias, der kan starte i skole d. 8. Og det er ikke engang sikkert, for det kan være de åbner andre dele af England op før London. Han vil så misse en uge fordi han skal isolere, men det går nok.

Men vi bliver forhåbentlig klogere på mandag, hvor de melder et eller andet ud. Hvis skolerne i London først åbner senere, så bliver vi i Danmark.

Men i mellemtiden får vi dagligt minder på Facebook om vores fantastiske familie-roadtrip på vestkysten af USA for 8 år siden. I dag var vi på Hurricane Ridge udenfor Seattle og efterfølgende med en lille færge over til British Columbia i Canada. Nøj, hvor vi savner at kunne rejse!

Vi får jo ikke så meget sne i London (selvom de faktisk har fået noget mens vi har været i Danmark), så vi gjorde os lidt umage for at komme lidt ud i sneen inden temperaturerne vendte.

Vi nåede ikke rigtig at kælke, og det var lidt ærgerligt, men de store drenge fik en lille tur på bakken i skoven ved kusiner Olivia og Alberte, så vi kan med lidt god vilje godt kryde den af.

Der blev lavet snemænd af den sidste sne.

Basses var lidt flad, men han fokuserede mere på istapper og sneengle.

Og med tre raske drenge skulle der naturligvis være sneboldkamp. Og det var der så hele kvarteret rundt!

Vi nåede også at se Øresund fryse til is. Det er jo ikke noget der sker så ofte, så det syntes vi var lidt sjovt for drengene at opleve. Moren var noget nervøs over at de gik ud på isen, men de passede godt på.

Og så havde vi dejligt, dejligt besøg af familien fra Kolding, der kom til brunch. Vi ser jo ikke rigtig nogen ud over farmor, så det var altså dejligt. Så dejligt, faktisk, at de endte med at blive til dagen efter! Det trængte vi lidt til.

Og det blev til en tur mere til øresundsisen, som var begyndte at krakellere, men det gør det jo bare mere spændende for teenagebørn at gå på den!

Vi synes egentlig vi har fået meget ud af, for en gangs skyld, at være i Danmark om vinteren.

Den britiske regering sagde, at de håbede at have nogle skoler åbne igen efter vinterferien. Det betød at de første skoler måske kunne åbne d. 22. februar. Så vi flyttede vores fly til d. 10. så vi havde godt 10 dage til selvisolation som foreskrevet. Men det fly blev aflyst så vi blev ombooket til d. 12. Det blev også aflyst, så vi blev flyttet til d. 15. Vi regner med at det også bliver aflyst inden længe.

Men det gør ikke så meget, for de har nu meldt ud, at skolerne i hvert fald ikke åbner før d. 8. marts. Og det har vi faktisk lidt svært ved at tro sker. Der er fuld nedlukning i UK, og selvom tallene faldt i starten er de fladet ud i den sidste uge på et niveau omkring 25-30,000 nye cases om dagen og falder ikke længere. Så vi kan ikke rigtig se hvordan de kan åbne op. Især ikke i London, som stadig er hårdest ramt.

For at sætte det i perspektiv er det nye “lave” niveau i UK ca. 3 gange højere det niveauet i Danmark lige nu…

Så der er altså ingen grund til at tage hjem før allertidligst i slutningen af februar. Og det ser ikke engang ud til at blive til noget. Vi kunne faktisk godt se at skolerne i London først åbner rigtigt efter påske – d. 20. april!!

Det er dejligt at være i Danmark, og vi nyder at være i vores lille hyggelige hus. Men vi ville bare sådan ønske at der blev åbnet lidt mere op her, så vi i det mindste kunne se nogen og få noget ud af at være her.

Vi leger lidt med tanken om at Johan flyver hjem til London for at se til hus, biler, planter, vandskader, juletræbelysning osv. Vi troede vi skulle være i Danmark i 10 dage og har nu været her i halvanden måned, så kameraerne i Bulmer Mews er ved at løbe tør for strøm, og vi krydser fingre for, at bilerne ikke holder et sted hvor der skal være vejarbejde.

Johan skulle så køre tilbage til Danmark, så vi kunne få vores gode bil her i stedet for at hælde penge ud af vinduet på at leje bil. Så ville vi også have meget mere fleksibilitet i forhold til at tage tilbage, når det engang bliver muligt. Erfaring viser at vi ikke rigtig kan stole på vores flyafgange.

Men så tænker vi om det er en god idé at flyve til London lige nu? Mon ikke det er bedre bare at blive hvor vi er? Men en måned mere MINIMUM er jo længe. Og hvis det bliver efter påske betyder det 3 måneder mere. Så bliver vi nødt til at checke op på huset i London.

Det er jo stærkt begrænset hvad vi kan lave, så vi prøver at finde på noget, der kan lokke de store drenge ud af deres værelser.

Denne weekend satte vi computerne op på spisebordet og lavede computercafé i spisestuen, så alle drengene kunne spille Minecraft i den samme verden. Det var ret hyggeligt.

Signe er ikke den største Minecraft-fan, så hun fik lov til at lægge et puslespil i den anden ende af bordet i stedet.

Som alle andre er vi jo lukket inde og prøver bare at få hverdagen til at gå nogenlunde smertefrit.

De store drenge er så pligtopfyldende og klør bare på med hjemmeskolen. De er selvfølgelig mega trætte af det hele, men de gør det så godt. De har fået gode pladser på deres værelser, hvor de både kan arbejde, spille og tale med deres venner – og sågar lave online idræt!

Johan arbejder også hjemmefra og har en række store møder i denne uge, men det er jo helt ligegyldigt hvor i verden man er, når alle arbejder hjemmefra, så Johan kører verdensfirmaet fra en gammel pult i gæsteværelset.

Signe er full-on hjemmelærer for Mathias, og hun gør det med en tålmodighed, der kan gøre enhver misundelig. Samtidlig med at hun ordner, laver mad, hjælper de store drenge og i det hele taget bare holder sammen på det hele. Det er så dejligt.

Mathias har lidt sværere ved at fokusere på hjemmeskolen. Han er med i de normale timer, men har også noget ekstra “phonics” for at hjælpe hans sprog. Og på trods af at moren kæmper for at holde dampen oppe, er han ikke altid lige let at få til at koncentrere sig om sine video calls.

Men så længe han får lov til at have sin dinosaurdragt på, og der er plads til en lille nedsmeltning fra tid til anden, så går det faktisk meget godt.