Skolerne åbner d. 8. marts, så det er tid til at vende hjem til London. Men vi har besluttet, at vi trækker den til på torsdag d. 4., hvilket betyder at drengene mister en uge i skole. Vi har allerede fået brev fra skolen om at folk i udlandet skal skynde sig hjem, så de kan nå isolation, men det må vi tage som det kommer.
Det er lidt surt at tage hjem lige som der er begyndt at være lidt forår i luften, men på den anden side er foråret i London altså også ret dejligt.
Og når man tænker på, at vi kom for 9 dage, men blev i 75 dage, så må vi sige at vi har været her. Vi havde jo kun pakket til 9 dage, så garderoben kan ikke rigtig følge med længere.
Det har fungeret fint med skole og arbejde fra Danmark. De store drenge har deres gaming laptops og gode skriveborde, så de har haft det helt fint på deres værelser. Basse og moren har lavet skolearbejde i solen ved det lille spisebord. Faren har kørt verdensfirmaet fra en gammel pult i gæsteværelset/pulterkammeret, og glæder sig lidt til at komme tilbage til sit kontor.