Det var lige før vi ikke nåede det. Men vi fik en sejltur sneget ind på den sidste af de store sommerdage, og det var bare så dejligt!
Drengene har snakket meget om at sejle med farfar helt siden 2018, hvor vi sidst var ude. Og det er simpelthen for dårligt. Især i betragtning af, at drengene – især Basse – har spurgt adskillige gange hvornår vi kan komme ud og sejle med farfar igen.
Og nu er der jo ret lang tid til, så vi må nyde billederne indtil næste sommer og næste sejltur. Dér overvejer vi at gøre noget ekstra ud af det, og tage til Hven og spise frokost, eller måske helt til Falsterbo og overnatte i båden?
Der var også inspiration til vandlege, da vi helt tilfældigt løb ind i Fætter Emil, som var ude på sin fars motorbåd. Vi er dog ikke helt sikre på at London-drengene har mod på en tur på bildæk med fuld fart, men SUP boarded har David jo allerede.
Men hittet var at de fik lov til at styre båden. Helt selv. Og i lang tid. Det er alligevel noget af en oplevelse, når man er mellem 5 og 13 år.
Dagen blev afsluttet med skøn middag på terrassen i sejlklubben med farmor, så vi lukkede virkelig sommeren med manér.