Vi har været ret nervøse for Mathias og hans manglende sprog. Det, at han ikke kan kommunikere ordentligt, har tydeligvis sat ham ret langt tilbage. Det er jo svært at sige man skal tisse, når man ikke kan tale.
Han har udviklet sig eget tegnsprog, og finder hele tiden på nye tegn, som vi må prøve at tyde. Og han er jo så skidesød, så det skal nok gå.
Men pludselig forleden dag i Danmark begyndte han pludselig at få et par nye ord. Og da vi talte med ham ville han pludselig – for første gang nogensinde – gentage hvad vi sagde. Altså, vi ville f.eks. sige “kan du sige bil”, og han ville sige “bii”. Close enough. Det var en ret stor dag.
Og siden har han fået flere og flere ord. Flere nye om dagen. Og nogle svære nogle. Han kan næsten alle dyrene nu – kat, hund, bunny, fisk. Og han kan bede om f.eks. en banan (“nana”, men Rom blev jo ikke bygget på én dag) og fortælle, at han vil ovenpå.
Det kan være han bare får et par ord, og at det så går i stå igen, men vi er mildest talt ret glade.
