Det kan godt være vi bor midt i byen, men vores fantastiske parker giver os en helt anden fornemmelse. Især Holland Park er god til at give nogle rigtige naturoplevelser.
Fredag aften var helt klart en af dem. Signe havde booket “Night Safari”, så Johan og Jakob (David var til fødselsdag) greb lommelygterne og gik ud i skoven sammen med dem, der arbejder i det fantastiske “Ecology Center” i parken.
Bevæbnet med hjemmelavede lanterner og “bat-detectors” gik vi ned i den del af parken, der er reserveret til Ecology Center, som er et kæmpe område med rigtig skov.
Vi så ingen flagermus, men det var en fantastisk oplevelse at være ude i mørket i skoven. Vi hørte om, hvorfor påfuglene flyver op i træerne om natten, og om hvilke dyr der ellers pusler rundt.