Da vi havde sendt drengene i skole i dag gik vi en tur op mod Grenfell Tower. Det er under en kilometer fra os, så det er et område vi kommer i tit. David gik i skole der sidste år, da de byggede Fox om. Men vi har aldrig rigtig kigget på det hus, eller de andre tre, der ligger lige rundt om.
Vi gik bagom, så det udbrændte skellet kom meget pludseligt. Vi har jo set masser af billeder og video i nyhederne, men det var ekstremt overvældende pludselig at stå ansigt til ansigt med det. Det er vildt! Ekstremt dramatisk og helt uvirkeligt. Vi stod bare og kunne nærmest ikke sige noget. Svært ikke at få en klump i halsen og en tåre i øjet.
Og det blev ikke bedre da vi kom ned til en af kirkerne, der ligger lige ved siden af, hvor der er blomster, billeder, breve, og naturligvis de mange, mange plakater med “missing persons”. Det er umuligt at forestille sig hvordan det er at have familie, der er forsvundet, men endnu ikke bekræftet døde.
Hele området er plastret til med missing plakater, blomster og en hel del udbrud af vrede mod kommunen, som f.eks. den lille rettelse på alle vejskiltene i hele området.
Jeg tror det gik op for os i dag hvor stor en ting det her virkelig er…
