Turister i egen by

Det er påske og Londonvejret er stadig fuldstændig fantastisk. Så da vi vågnede søndag morgen og solen skinnede ind på os fik vi lyst til at være turister i egen by. Vi har længe haft lyst til at prøve en bestemt turistbus, der er et amfibiekøretøj, der både kører rundt i Westminster og sejer på Themsen! Så hurtigt på internettet og se om man kan booke. Det kan man, men der er kun en eneste tid tilbage i de næste to dage – og det er om en time!! Og vi lå altså stadig i sengen og så Peppa Pig!

Men når man virkelig skal behøver det ikke tage mere end 10 minutter at få hele familien i tøjet og ud af døren!

Vi har aldrig haft David med uden klapvogn på en længere tur en over til nursery eller rundt om blokken, men man må ikke have klapvogne med på bussen, så der var ikke noget valg. Og godt det samme, for David havde simpelthen sit livs bedste dag! Han gik selv det meste af vejen og havde en fest på både tuben og bussen!

Så vi kom altså ud af døren temmelig hurtigt. Vi vidste bare ikke hvor vi skulle hen, men gudsketakoglov for Google Maps på mobilen. Ned i tuben, ud til Westminster, sparke vej gennem alle turisterne på Westminster Bridge, over til London Eye og dér stod sørme vores amfibiebus!

Selv bussen har en sjov historie. De er fra 1942 (!) og er simpelthen de køretøjer, der blev brugt til landsætninger i 2. Verdenskrig – bl.a. D-Dag i Normandiet! Der er 22 af dem i London der nu kører og sejler turister rundt.

Og turen kan varmt anbefales. Vores guide var megasjov og det var kanon at se turistattraktionerne lidt nærmere end bare at køre forbi i en taxa, som jo er normalt i den by man selv bor i. Vi vidste for eksempel ikke at Westminster Abbey er mere end 1000 (!) år gammel. Og vi vidste heller ikke at der er strøm i statuen af Churchill, fordi han hadede duer! :-)

Turen vel endt fandt vi en legeplads og så en dejlig restaurant. På turen tilbage med tuben gav Snif endelig op og faldt i søvn. Men det havde nok også været den bedste dag nogensinde.

Lidt billeder (Jakob har i øvrigt taget mange af dem):

Turister i London April 2011

Leave a Reply