Så lykkedes det endelig at få vores ting til London. Det skulle ikke være nemt, og problemerne var langt fra overstået, da flyttebilen parkerede udenfor – eller det vil sige 150 meter nede af gaden.
I første omgang skulle chaufføren lige have bilen ind i mews’en, og det var lettere sagt end gjort. Det lykkedes dog at få bakket den lidt ind i indkørslen, bl.a. ved hjælp af et par meget store skohorn. Det viser sig så umiddelbart efter, at der kun er en flyttemand! Det er på trods af, at vi har bedt om to, og har det skrevet i kontrakten, men hans makker "er jo på ferie!". Tja, det er så pludselig vores problem.
Nuvel, det går da også ok. Han slæber kasser ind i et par timer, og Johan kommer hjem og hjælper med de sidste store ting. Desværre er den største, og muligvis den ting vi har savnet mest – vores sofa – for stor til at komme op af trappen. Et problem vi var klar over kunne komme, men vi satsede. Og man skal jo altid se tingene fra den lyse side, så vi vil gerne invitere til sofahygge i garagen, hvis I kommer forbi. 
Vi har tænkt os at flå bunden af den og se, om man ikke kan skille den ad med lidt god gammeldags vold. Så må vi så se om man kan samle den igen.
Vi har tænkt os at flå bunden af den og se, om man ikke kan skille den ad med lidt god gammeldags vold. Så må vi så se om man kan samle den igen. Foran venter derudover det store arbejde med at pakke alting ud. Du godeste, hvor har vi bare meget gylle. Det er helt vildt! Huset er pludselig blevet ret lille! (Nej, det er IKKE det hele, der er på billedet. Slet ikke! Overhovedet ikke!!)
