"Jeg sidder i Københavns Lufthavn." foræller man stille og roligt i telefonen. Mere bare som en servicebemærkning for at give forklaringen på støjen i baggrunden. Men returbolden fra den anden ende af røret – et stærkt forurettet "Hvorfor har du ikke sagt du var i Danmark?" – er jeg ikke forberedt på. "Det er jeg heller ikke! Eller… Altså, jeg har været i Malmö, så jeg er ikke rigtig i Danmark. Eller…". Det står meget hurtigt klart, at den ikke står til at redde.
Som vi tidligere har berørt, er det lidt – lad os sige pudsigt – at bo i udlandet og så være på besøg i Danmark, som jo så er udlandet for os. Men de små ture er de værste, for det føles som et frygteligt spild. Vi vil jo så gerne se jer alle sammen, så det skærer i hjertet slet ikke at se nogen. Men det er nu alligevel hyggeligt at være i Danmark, selvom det kun er kort.
Og lige da jeg per refleks havde afværget telefonkrisen med et "Jamen jeg kommer også på dagtur til Danmark i næste uge!" gik det op for mig, at problemet sådan set er præcis det samme dér. Oh well. Det er der en uge til…
