Man siger, at hjernen opfatter tiden relativt, fordi jo ældre man bliver, jo mindre andel af de samlede minder udgør den seneste tid. Måske er det derfor det er svært at forstå, at der allerede er gået et år siden vi sagde farvel til lejligheden i Nordre Frihavnsgade og flyttede livet til London. Måske er det bare fordi det har været et helt fantastisk år?
På trods af bureaukrati, sprogbarrierer, ineffektivitet, høje priser, lange arbejdsdage, dumme biler, office politics og hjemløse overnattende har det været et rigtig dejligt år i London. Vi har det faktisk så dejligt, at vi taler om at det føles som en never-ending ferie (med lidt arbejde til Johan, men sådan har ferier jo altid været). Stemning er ligesom ferie, og især når vi har besøg fra Danmark er oplevelserne som på ferie. For det er altså svært at få hverdagsstemning, når man køber ind på Portobello Market en lørdag formiddag, eller når man hopper af dobbeltdækkerbussen på Oxford Street for at købe sin Starbucks latte. Turen med barnevognen gennem Hyde Park med tøserne, shoppeturene i Harrods og Selfridgets, og silhoueten af Tower Bridge eller Big Ben gør det altså ikke særlig meget mere hverdagsagtigt.
Så her er så dejligt, faktisk, at vi bliver her lidt endnu. Vi har i forlænget vores kontrakt på huset i et år endnu, men denne gang har vi fået en 3 måneders break-clause ind så vi har lidt mere flexibilitet. Så vi skal i hvert fald nyde sommeren i Notting Hill igen i år. Dejligt.
Det er altså svært at finde mange dårlige ting ved at være her i London, men det er klart, at en overskygger dem alle. Vi savner vores venner og familie i Danmark. Vi er rigtig glade for at I kommer på besøg, og vi har fået en masse rigtig gode venner herovre, men vi savner jer!! Dog trods alt en ringe pris at betale for hvad minder om en never-ending ferie…
