Lillesen kan jo så godt lide sin mor, så han har været ked af det stort set hver gang han er blevet afleveret i nursery. Det er ikke fordi han ikke kan lide at være der. Faktisk elsker han det, men han kan bare ikke lide at se sin mor gå. Men igår nåede vi et vigtigt vendepunkt! Mundvigene vender godt nok så meget mod syd, at han ligner en bedrøvet torsk når han bliver afleveret, men han rækker pligtskyldigt ud efter hans "key person" og græder ikke. Et meget tappert lille Dumfeldyr.
Og han har sin mors tålmodighed, for selvom han bliver tacklet af Lea elsker han at lege med hende – både i nursery og derhjemme. Når det bliver for meget får hun bare et bid i armen, men der skal en del til før det kommer til det. Det er dejligt at han har sin bedste ven i samme nursery.
Og det er et godt nursery. Søde mennesker og styr på tingene. Der er ikke så meget ude-plads, men der er da noget, så når vejret er til det, får han også frisk luft. Og hver dag skriver de en rapport over, hvordan det er gået, hvad han har lavet, hvor meget han har sovet og spise etc. De virker meget grundige.
Det hjælper også, at det i bogstavelig forstand ligger lige ovre på den anden side af gaden. Vi spilder ikke en masse tid med at hente og bringe, så Signe kan rigtig fokusere på opgaven i de to dage, hvor Lillesen bliver passet.
Næste skridt er, at Anne og Stefan skal til at passe ham et par aftener, så vi kan komme ud og opleve de fantastiske restauranter i London (som ikke er så vilde med at have en klapvogn stående mellem bordene) og måske ovenikøbet se en musical eller sådan noget. Vi er sikkre på at mor og far vil have sværere ved det end Lillesen.
