Mette har på sædvanlig høflig, men bestemt manér påpeget at vi skuffer vores læsere når vi ikke skriver på bloggen i længere tid. Det er vi sådan set rigtig glade for, for det betyder at I stadig følger med.
Det er vigtigt at vi holder kontakten til alle jer i Danmark, og vi har fundet ud af, at en af de vigtigste ting – udover at ses, naturligvis – er at I er informeret om alle de små ting, som man ellers ikke ville tale om. På den måde kan I følge lidt med i vores hverdag, og ved hvordan vi har det, så når vi endelig ses har vi lidt den samme referenceramme som vi ville have hvis vi var i Danmark. Så virker det ikke som om vi er så langt væk.
Og det er bloggen rigtig god til, så vi håber I stadig har tålmodighed med os, selvom det efter knap 300 (!) indlæg kan være lidt svært at holde dampen oppe! Vi får ny sommerenergi nu og skal nok få frekvensen lidt op igen!