Når man har taget færgen hjem til Danmark tre gange er det sevlfølgelig ikke fordi det kommer bag på os, at det her er en ø! Men når man ikke tænker over det til daglig er det sjovt, når det ind i mellem bliver specielt tydeligt.
Det bliver blandt andet tydeligt, når englænderne taler om at de har været "over in Europe" på ferie. Det er ikke fordi de ikke ved at de er en del af Europa. De er bare – på sædvanlig imerialistisk manér – ligeglade. England er England, og alle de andre er alle de andre. Vi er overbevist om, at de ikke har lagt mærke til at kronkolonierne ikke rigtig hører til dem længere.
Men man opdager også at det er en ø, når der er en brand i tunnellen til Frankrig. En lastbil brød i brand for mere end en uge siden, og togtrafikken er stadig meget påvirket. Der kører kun 5-6 tog pr. dag, og det tager 4+ timer i modsætning til normalt 20 tog pr. dag på en tur der tager 2 timer og 15 minutter. Så togene er totalt udsolgt, og når man ikke kan fragte så mange mennesker som normalt med toget, er flyene også totalt udsolgt. Og da biler gennem tunnellen faktisk også skal op på et tog, er biltrafikken også påvirket, og alle færger er udsolgt. I bund og grund betyder det at hvis ens destination er Paris kan man stor set ikke komme væk fra øen.
Og desværre var Johan’s destination Paris i går, og selvom han havde været forudseende og booket standby på flere fly tidligere på ugen, kunne det kun blive til et midtersæde på en torsdag eftermiddag, selvom mødet var fredag. Til gengæld kan han heller ikke komme hjem igen før lørdag. Ingenting ledigt overhovedet fredag.
Og da det havde været en oplagt familieweekend i Paris er det surt at bo på en ø…