Familiebesøg fra Danmark

Vi har jo stort set ikke half nogen på besøg under corona, så det har været dejligt, at der har været lidt tilrejsende i starten af året. Men der var to traditioner, som vi har savnet, og det var Kristian, Vibeke, Lærke og Daniel, som normalt kommer i foråret, og morfar, som normalt kommer hele tiden.

Så vi tog lige to Dyekjær-weekender i London i træk, og det var så hyggeligt!

Kristian og Vibeke havde flyttet flybilletter helt siden vi talte om at holde Jakobs konfirmation i 2020, så nu var det tid til at de skulle bruges.

Der er ting, som bare skal gøres, som f.eks. at gå i Holland Park og på Portobello Road.

Og så er der ting som falder meget naturligt, når solen skinner i London – blandt andet at få drinks på terrassen i Bulmer Mews.

Og vi elsker at have huset fuldt af familie. Især når det er spisetid, og vi har sådan en rigtig, italiensk-style storfamilie middag.

Og kun en lille uge efter kom morfar endelig til London. Det har vi altså savnet. Vi plejer jo at hente juletræ med morfar hvert år i december, men det har der ikke været noget af de sidste par år.

Så vi har savnet morfars Chicken Marsala, som det er blevet tradition at han laver til os. Men så er det jo godt, at han også kan lave den om foråret! Inklusive den traditionelle jagt rundt i Notting Hill efter Marsala. Denne gang fandt de det allerede i tredje butik.

David var glad for at der kom endnu en fodboldinteresseret til Bulmer Mews, og da Tottenham skulle spille, måtte faren på jagt efter det rigtige streaming abonnement for at kunne se den kamp. Det lykkedes, og det var jo superhyggeligt!

Vi ved jo godt at fodbold skal ses på pub i London, men jeg tror både store og små egentlig er enige om, at det er sjovere først at se fodbold derhjemme, og så gå på pub bagefter og få den traditionelle pint.

Vores område er jo ret leveringsdygtig i hyggelige pubs, men når vejret er godt er det svært at få plads udenfor.

Og selvom det hele ikke gik op i druk, så ville det være synd ikke at tage det sidste billede med fra vores lokale vinbar, hvor morfar kastede sig ud i en flaske orange naturvin. Det var ret sjovt. Og megahyggeligt. Og dejligt at sidde der midt i Notting Hill og få det hele med.

Det var så dejligt at se morfar og Familien Ølstykke i London. Så er det næsten som om det hele er normalt igen!


Leave a Reply