Vejret kunne have været bedre, men der var sol de fleste af dagene, og vi var jo mest kommet for at se farmor og farfar, og Emil og faster Caro. Og det var dejligt at se dem alle sammen igen. Det har været en lang lockdown.
Traditioner er vigtige, og især traditionen om at tage til Skagen hver sommer. Johan har gjort det i 35 år, Signe i godt 20 og drengene hele deres liv. Så det var også lidt hovedbegivenheden på Jyllandsturen 2020.
Og vi havde rigeligt med planer. Maden var i centrum, så der var skagensrejer, hummerhaler og krabbeklør da vi ankom. Det var et kæmpe hit, som altid.
Og selvom maden er ret central i Skagen så er der altså andre ting der er mindst lige så vigtige. Især Farm Fun, som vi har været på i nok 10 år nu, og stadig er et kæmpe hit.
Ruths Hotel er også en tradition, selvom vi syntes terrassen var for kold i år, men så er det godt at David kunne flexe sine chess club skills overfor Store Fætter Emil mens vi ventede på bordet.
Og fisk hver eneste dag. Stranden. Morgenmad på terrassen. Drinks på Sømærket og hos Lindeløv. Solnedgange. Masser af is.
Og seje drenge, der skulle i vandet efter solen var gået ned!
I flere år har vi glemt at tage til Råbjerg Mile, men da vi for anden gang kørte forgæves til Dino minigolf, hvor alle de andre turister også havde valgt at tage hen, foreslog farmor at vi kørte til Milen.
Super idé, og selvom alle dem, der ikke var til Dinogolf var på Milen, var der jo noget bedre plads og det var kanon. Vi fik slæbt farmor med hele vejen ud til sandet. Og det hjalp på parkeringsmulighederne at vi kørte i farfars gamle Land Rover.
Det var virkelig dejligt at føle sig så langt fra London og lockdown som man nok kan være – sammen med familie, og uden skole og arbejde hængende over hovedet.