Vi kom fint ned til tunnelen. Vi havde regnet med at vi kunne få frokost dér, men alt var lukket og der var ingen mennesker. Vi kan godt mærke at ferien ikke er startet i UK endnu.
Bilen kunne lige klemmes ombord på toget med een centimeter til overs på toppen og fem på siderne.
Vel ankommet i Frankrig gik det slag i slag med at komme til Belgien og så Holland. Faktisk var det så smertefrit at da vi var på McDonald’s i Belgien viste det sig at vi faktisk var i Holland…
Vi havde booket et hotel på grænsen mellem Holland og Tyskland, som var præcis halvvejs på turen. Det er rigtig fint. Vi fik en drink og en jordbærtærte i baren inden sengetid og hovedattraktionen var morgenmaden her til morgen.
Om lidt kører vi videre mod Puttgarden og regner med at ramme Vedbæk omkring kl 20 i aften.
David og Mathias blev færdige med skolen i går, og Jakob og Johan arbejder stadig hjemmefra, så vi valgte at køre til Danmark inden det helt officielt bliver sommerferie.
Vi valgte for længe siden at vi ville køre i stedet for at flyve. Vi vidste ikke hvornår de ville begynde at flyve igen og vi var ærlig talt ikke specielt interesseret i at skulle gennem to lufthavne lige nu. Så vi kører.
Men der er ikke plads til alle i Aston Martin’en, og Signe ville ikke køre i den gamle Range Rover, så vi måtte købe en ny.
Så Johan er glad!
Men det er resten af familien også. For det bliver en lang tur så det er rart at kunne køre i lidt luksus. Og mindre end 510HK kunne jo ikke gøre det.
Vi laver en tur ud af det, og vi udnytter at vi har en stor vil så vi har taget stort set alt vi ejer og har med.
Så er David færdig på Fox. Det er slutningen på en æra, men vi holder jo stadig fast i skolen for Mathias har 6 år endnu. Men David havde sidste skoledag i går.
For os er det en stor ting, og vi havde frygtet lidt at skolen ikke kunne give dem en ordentlig afslutning på grund af Corona. Men dér tog vi fejl.
Normalt er forældrene med til afslutningen, og der er sange og show og overrækkelse af diplomer. Og det kunne de selvfølgelig ikke gøre under de her omstændigheder.
Men det er jo verdens bedste skole, så de valgte at bruge video så godt som vi nogensinde har set nogen gøre det. Hele seancen blev sendt live på YouTube. Sange og show var blevet optaget i forvejen, og det meste hjemmefra hver elev. Lærerne satte det så sammen og det blev fantastisk.
Alle eleverne havde skrevet en lille tale om, hvad de skulle nu og hvad de ville savne fra Fox. Det var så fint.
Og fordi vi ikke kunne komme ind på skolen havde forældrene arrangerer at børnene skulle gå parade ned ad gaden udenfor hvor forældrene så kunne huje og klappe. Det var så festligt!
De var så søde med deres diplomer og “graduation hoodies” og deres årsbøger, som alle vennerne skulle skrive i.
Efter fejringen gik vi i parken til den første picnic med rundbold.
Og vi kunne nærmest kun lige nå hjem og vende inden vi skulle til den næste picnic i den anden park, som enten med at blive en rigtig fest på trods af lidt regn.
Og så har de ovenikøbet en afslutningsfest til gode i september!
Det var simpelthen den fineste dag for David. Det er lige før det var endnu bedre end det ville have været under normale omstændigheder.