Vi håber vi kan give rigtig mange gode ting videre til vores drenge. Men desværre ser det ud til at vi også har givet migræne videre til David. Både Signe og Johan har det, og det David beskriver lyder fuldstændig som Johan har det, med synsforstyrrelser og underlige ting.
Men vi kan jo ikke være sikre på at det er migræne, så vi valgte med det samme at få ham checket. Det betød, at han skulle gennem en MRI scanner, og det er ikke særlig sjovt. Man skal jo ligge helt stille og man kan kun se ud med et spejl, så alting var på hovedet, og det var vist det værste.
Eller det vil sige, det værste var så at han også skulle have taget en blodprøve! David er ikke vild med nåle (hvem er?) men de søde sygeplejersker gav ham en creme på, så han ikke ville kunne mærke det. Den skulle lige virke, så vi kunne nå ned på Paul og få chokolade donuts – ligesom da Jakob havde været til test.
Tilbage på hospitalet læste mor og David bog mens sygeplejersken tog blodprøven bag bogen. Han opdagede det ikke engang!
Han er bare så sej! Vi er meget stolte af Pølse. Og vi håber vi får hurtigt svar, og at det ikke er andet end en sur migræne.