Browse Month

December 2017

Første rockkoncert

Og så i Brixton Academy, som er det mest ikoniske rocksted i hele verden.

De syntes det var lidt højt.

Sejeste David

Vi håber vi kan give rigtig mange gode ting videre til vores drenge. Men desværre ser det ud til at vi også har givet migræne videre til David. Både Signe og Johan har det, og det David beskriver lyder fuldstændig som Johan har det, med synsforstyrrelser og underlige ting.

Men vi kan jo ikke være sikre på at det er migræne, så vi valgte med det samme at få ham checket. Det betød, at han skulle gennem en MRI scanner, og det er ikke særlig sjovt. Man skal jo ligge helt stille og man kan kun se ud med et spejl, så alting var på hovedet, og det var vist det værste.

Eller det vil sige, det værste var så at han også skulle have taget en blodprøve! David er ikke vild med nåle (hvem er?) men de søde sygeplejersker gav ham en creme på, så han ikke ville kunne mærke det. Den skulle lige virke, så vi kunne nå ned på Paul og få chokolade donuts – ligesom da Jakob havde været til test.

Tilbage på hospitalet læste mor og David bog mens sygeplejersken tog blodprøven bag bogen. Han opdagede det ikke engang!

Han er bare så sej! Vi er meget stolte af Pølse. Og vi håber vi får hurtigt svar, og at det ikke er andet end en sur migræne.

Så er det tid!

Nu er julen i Bulmer Mews officielt startet.

Første søndag i advent henter vi juletræ, og som traditionen foreskriver kom morfar over og hjalp os. Det er sådan en dejlig tradition, og vi holder også fast i Marsala kylling og portvin, og cheesy julemusik. Det er så hyggeligt. Vi holder også fast i at en af drengene bliver sur over ikke at få det træ han vil have, eller ikke at få to træer, eller hvad de nu finder på.

Træet bliver slæbt hjem, men vi tog klapvognen i brug da det hurtigt blev lidt tungt. De leverer også, men det er jo snyd.

Drengene blev hurtigt gode igen og pyntede træet så fint. Basse mente godt nok det var færdigt efter han havde lagt to bamser på. David var bare glad for sin nye “Christmas Jumper” (julesweater).

Og morfars Marsala kylling var den bedste endnu. Så hyggeligt at han var en del af det hele.

Vi glæder os sådan til jul. Det er bare så hyggeligt!

Winter Fair

Vi kan så godt lide at skolen har en masse arrangementer, der gør at vi kommer lidt tættere på alle de andre familier. En af dem er deres årlige Winter Fair, hvor de altid har et hav af sjove ting. Der var hoppeborg, book sale, kagepyntning, julemand, julepyntning, ponyridning, lege, burgere, glögg og “raffle”, som er lodtrækning om præmier.

I to ud af tre år har vi vundet den store hamper i raffle, så presset var stort. Men Davids tickets var gyldne, og han vandt både en vild champagne og en mini-hamper! De andre var ret misundelige.

Mathias var mere interesseret i ponyerne, og var lykkelig da han fik lov til at ride på en. Han er bare så cute.

Vi havde morfar med, og det var sjovt at dele vores skole med ham.

Fødselsdagsoverraskelse

Jacob og Louise flyttede hjem til Danmark for et par år siden, og vi savner dem! De savner heldigvis også London lidt, så Louise gav Jacob en tur til London i fødselsdagsgave.

Og vi var ovenikøbet så heldige, at de gerne ville fejre selve dagen sammen med os, så vi mødtes hos os til champagne og hygge, og gik ned på vores lokale italiener, og mødtes med Maiken og alle børnene. Ungerne fik en hel meter pizza, men Jakob skulle alligevel have en hel fisk, og det syntes kokken var så sejt, at han sagde til tjeneren at han skulle stryge den fra regningen. Den var specielt til hans ven Jakob!

Mega hyggeligt med gode venner på besøg!

Morfar på besøg

Morfar er på besøg, og det er bare hyggeligt! Der bliver lavet mad og spillet Æsel. Og vi var selvfølgelig alle sammen til sport i parken lørdag morgen.