Vi troede vi var færdige med bjergbestigningen, men turen er nået til Montmartre, som har stigninger der – efter at have travet i mere end en uge – minder om det vi havde i Skotland. Men hvor er her bare dejligt.
Vi havde en helt stille morgen i lejligheden. Vi trænger til ikke at skulle haste ud til noget som helst. Da vi ligesom ikke kunne trække den længere gik vi op på bjerget til den uber-parisiske plads ved siden af Sacre Coeur, hvor vi fandt en dejlig café med de bedste croissanter og den bedste kaffe vi har fået i lang tid.
Turistdelen bestod i en god tur rundt på Montmartre, og en tur på et kunstgalleri som Jakob fandt. Og naturligvis rundt om kirken, der muligvis er den smukkeste vi kender. Men vi var flade, så vi fremskyndte frokosten, som var dagens hovedperson, og hele grunden til at vi bor netop her: Sidst vi var i Paris var vi også forbi Montmartre, og vi fandt en listig lille restaurant, hvor vi kunne sidde ude, og få en af de der bøffer som man kun kan få i Paris. Jakob åd en hel bøf, og tjeneren var ved at falde bagover. Så vi måtte naturligvis tilbage.
Chancen for at sådan en skuffer fælt er naturligvis stor, men ikke denne gang. Restauranten var så hyggelig som vi huskede. Bøffen var nærmest endnu bedre. Og i det hele taget hyggede vi os meget. 4 gange pave de boeuf som stort set blev spist. “Rare, please!” sagde Jakob, og i Frankrig mener de det, så vi fik rigtig dejligt røde bøffer.
Der trængtes til noget down-time med iPads, og da lejligheden er det første sted med god internet vi har været på hele turen, gik vi tilbage dertil.
Et hurtigt kig på det gode internet viste, at en af de bedste restauranter i nærheden var en lille bitte italiensk restaurant LIGE over på den anden side af gaden, så den valgte nærmest sig selv til aftensmad. Og godt valg, for da vi skulle hjem havde himlen åbnet sig så det var noget af en velsignelse kun at skulle krydse gaden.
På restauranten blev vi budt velkommen af en meget flink mand, som også gav os vores bord (et af seks borde i den ekstremt lille restaurant). Det var også ham der tog i mod vores bestilling, og det var ham der gik ud i det åbne køkken og lavede maden. Han var stolt og glad over at servere den bedste pasta vi har fået i meget lang tid. Lige hvad vi trængte til.
I morgen er det sidste dag i Paris, og så vender vi næsen mod Vedbæk. Det gælder vi os også til. Vi kan ikke klare mere bjergvandring nu, men hold op hvor er her bare dejligt i Montmartre…
(Klik på billedet af Jakob der rutsjer ned af trappen.)
