Spontan land-fejring

Johan havde jo som sædvanlig fødselsdag d. 1. og vi havde slet ikke tænkt os at gøre noget ud af det. Bare en familiemorgenmad, og så se hvad dagen ville bringe. Vi havde ligesom fejret nok med Signe weekenden inden.  Men vores søde venner Louise og Jacob, som boede i London i et års tid sidste år, spurgte ikke vi ville komme op til deres sommerhus i Veddinge Bakker om fredagen. Vi kunne så blive og sove. Men så ville det jo blive Johans fødselsdag.  Drengene var lidt bekymrede over, ikke at have udsigt til den traditionelle familiemorgenmad derhjemme, men gik med til det, da Lucca og Louie altid trækker en del.  Og det var vi glade for de gjorde!! Vi havde simpelthen den mest fantastiske aften, morgen og dag hos Louise og Jacob.  Først den vildeste middag, med de største bøffer fra den lokale landslagter, og kartofler der var gravet op samme dag, og de vildeste vine – bl.a. vores debut udi danske vine!! Hjemmelavet dessert med fyrværkeri i og 40-års rom. Riste marshmellows over bålet med ungerne inden de blev stuvet ind i Louies soveværelse til den sleepover de har talt om siden de flyttede hjem til Danmark.  Næste morgen op til fødselsdagssang og kæmpe morgenmad. Signe havde husket drengenes gaver til Johan, så der manglede ikke spor. Og udsigten var til at dø over!  Den nyopssatte svævebane vandt over trampolinen og der blev svævet på tværs af haven i i hvert fald en time, mens forældrene nød at sommeren var kommet tilbage.  En gåtur i de smukkeste omgivelser, hvor drengene fandt små frøer, inden vi kørte ned til byen for at få is. Vi fandt en forladt minigolfbane som ungerne hurtigt fik brugt en time på. Og forældrene.  Da det endelig var tid til at vende tilbage til den virkelige verden var dagen gået. Og hvor var det bare en fantastisk dag! Sluttet af som sådan en bør: med stegt flæsk og persillesovs fra Skovshoved Kro. 


Leave a Reply