Efter en forholdsvis ubegivenhedsrig 10-timers flyvetur er vi endelig hjemme i vores lille hus. Drengene fik et par timers søvn, men har fået ny energi ved synet af alt deres legetøj. De kastede sig over Cars-bilerne med det samme og sidder bare og synger mens de leger. De hygger sig helt vildt.

Mor og far er lidt trætte, for det blev ikke rigtig til noget søvn på flyet. Det var mere valg end konsekvens, for det er en god, men hård, måde at give jetlag en på tuden fra starten.

Hvor er det dejligt at være hjemme igen!

Vi har været nærige, så vi flyver monkey class, men det er OK. Vi vil ikke sige at vi ser frem til 11 timers flyvetur, men det er fint. Drengene plejer at klare det helt fint (famous last words, anyone?) og mor og far er jo vant til det. Det hårde bliver at lande i London det der er vores kl 03. Så har vi nok to ret trætte drenge.

Men den tid, den sorg. Nu skal vi hygge os og slappe af. London, here we come.

Mens faren afleverede bilen fik moren snydt os alle fire ind i loungen (OK, farens guldkort hjalp måske), så nu spiser vi frokost inden vi skal flyve hjem.

Aah, hjem! Det lyder bedre og bedre!! Selvom det er ret trist at efterlade 22 grader og sol over SF bag os. Men, hjem… Aaah!

De sidste detaljer er ved at være på plads. Signe har byttet noglet tøj og købt den sidste skjorte til ungerne. Johan og drengene har givet ting til charity. Bilen er ved at blive vasket og så kører vi i lufthavnen.

Moren blev sendt hjem for at pakke færdig og drengene er nu på legeplads. Solen bager og det er sommer, så det bliver svært at rykke de små væk herfra, men vi skal være ude af hotellet kl 12, så vi har ikke meget mere tid.

Så skal vi finde et sted vi kan aflevere vores overskydende gylle til charity inden vi får sigøjnervognen støvsuget og vasket og kører i lufthavnen.

Det føles underligt at skulle hjem, for vi totalt vænnet os til det her liv, men vi er på den anden side helt klar til at komme hjem.

McDonald’s er ikke det samme i USA som hjemme i Europa. Det vidste vi godt, så det er ingen overraskelse. Og det er også derfor vi har udskudt den McDonald’s morgenmad, som drengene har spurgt efter på hele turen, til den allersidste dag.

Men vi skulle nok have valgt at gøre det ude på landet i stedet for downtown San Francisco, for her er edermandme klamt.

Men vi overlever nok, for i eftermiddag skal vi hjem!

Så er pakningen begyndt, og dermed den store sortering. Det er VILDT så meget gylle vi har skrabet sammen på denne tur. Og selvom vi har købt en kuffert mere skal vi sortere ret hårdt for at have plads til det hele. Og det er ikke utænkeligt, at vi bliver nødt til at finde en taske mere af en eller anden art.

I morgen kører vi til et sted, hvor man kan aflevere ting til velgørenhed. Så må vi se hvor meget vi kan komme af med. Men vi har ret gode ting, som f.eks. to super bilsæder, så det er værd at prøve at sørge for, at andre folk kan få glæde af dem.

Vi skal flyve kl. 17, og fordi vi har beholdt bilen er der ingen problemer med at komme i lufthavnen, selvom vi har megameget baggage.

Hold da op, hvor er der bare mange weirdos i San Francisco. Men her er dejligt alligevel. Solen skinner og vi er på legepladsen. Der er ikke meget energi tilbage. Det er som om vores underbevidsthed allerede sidder i flyveren…

Det er vores sidste dag. I morgen går turen mod London. Vi har lige sagt farvel til farfar, som flyver til Danmark i dag.

Vi kan ikke rigtig finde ud af, om vi skal “lave noget” – altså tage på sightseeing eller sådan noget – eller om vi vare skal nulre rundt i San Francisco og nyde solen. Vi burde jo udnytte vores sidste dag, men vi er lidt flade, så vi nyder også bare ikke at skulle noget.

Vi shopper lidt, men på den anden side er vi ret bevidste om at vi allerede har alt for meget gylle, der skal med hjem.

Drengene havde fundet en flyer for et Walt Disney museum her i San Francisco, så de spurgte pænt om vi ikke kunne tage derhen. Fin lille underholdning og da det ligger i Presidio var det også sjovt for de voksne.

Men museet viste sig at være ret meget mere spændende end vi havde regnet med. Og større, så vi har brugt hele eftermiddagen her.

Man går kronologisk gennem Disney’s liv, og Jakob var mest optaget af, hvorfor folk ikke syntes hans første film (inden Mickey) var sjove, mens David var mest optaget af alle de “tribute-tegninger” med kede-af-det Mickey’er, der hang på den sidste væg , fra da Disney døde i 1966.