Vi vågnede op til den smukkeste blå himmel og kun 3 minutters gåtur fra vores terrasse til kanten af Grand Canyon. Hvor er her dog fantastisk! Så smukt og stort og voldsomt, men fredelig og stille. Vi er nok ret heldige at vi kommer off-season.
Men her er edermandme også uamerikansk farligt! Vi hikede en lille tur ned af siden på en sti, der ikke er mere end en meter bred, med en bjergvæg på den ene side og 500 meter lodret ned på den anden!! Intet hegn eller noget som helst! Vi er ret afslappede med ungerne, for de er forsigtige, men her slap vi dem simpelthen ikke et øjeblik. Og vi gik paranoidt på det inderste stykke når andre skulle forbi. For det går ikke bare sådan lidt ned af i etaper, som man normalt ser i bjergene (og som kan være skræmmende nok). Her går det bogstaveligt lodret ned efter et 90 graders knæk, hvor stien slutter.
Der var også sne og is på noget af stien, for man glemmer at man er i næsten 3000 meters højde heroppe! Det gør det jo også en smule mere spændende.
Men det var besværet værd. Utrolig smukt. Umuligt at beskrive, men dem der har været her ved hvad vi taler om.
Vi kom et godt stykke ned og drengene syntes det var sjovt. Men Jakob sagde til sidst at nu syntes han vi skulle gå tilbage. Forældrene var ikke unenige.
Vi har holdt så godt fast i ungerne at de har fået røde streger på håndledene.
Vi tog over 400 billeder, og vi er kun lige startet! Vi har 2 dage endnu.
