Det er “half term” (efterårsferie) i næste uge, og vi har hele tiden sagt at vi vil på ferie, men vi har ikke helt vidst hvordan det ville gå med Johans arbejde, så vi har ikke rigtig kunne planlægge noget.
Men nu ser det ud til at der er nogenlunde styr på arbejdssituationen – eller, der er i hvert fald ikke noget vi kan gøre, og det er helt sikkert at Johan ikke skal møde på hverken det ene eller det andet kontor i meget lang tid! Så nu sad vi her søndag morgen og kiggede lidt på ferie. New York, Barcelona og Skotland blev overvejet, men da Thomson (svarer til Spies eller sådan noget) kunne smide et familiehotel på Tenerife i 26 grader og sol på bordet i overmorgen var det svært at sige nej til.
Det er jo altså ferie i England, så vi kan nok være ret sikre på at der er fyldt med skaldede, tatoverede, øldrikkende familier, men det må vi tage med. Jakob var helt vildt excited da vi fortalte at der er en vulkan på øen, så vi lejer nok bare en bil og kører rundt og ser øen. Vulkanen er over 3000 meter høj(!) så mon ikke man kan få noget sjov ud af den?
Men nu skal vi jo så lige pakke og have styr på tingene. Har vi overhovedet noget sommertøj?