Så er vi næsten amerikanere…
Sidste år var Jakob ret utilfreds med at vi ikke var hjemme på Halloween, for han havde hørt en del om at der var meget slik. Vi var i Indien, så han accepterede at vi gik glip af det mod lovning på at vi ville fejre det i år. Og det gjorde vi.
David var klædt ud som pingvin fra morgenstunden og Jakob valgte selv at være ghost til skolens “Halloween Disco”.
Da det var overstået måtte vi jo naturligvis ud og trick-og-treat’e. Vi mødte vores nabo og hendes datter på vej ud så vi lavede et hold. Der var et par huse der var dekoreret og vi fik da også slik i posen, men der var lidt langt i mellem. Men vi havde fået besked på at komme over i Sages gade (en pige fra Jakobs klasse), for der bor en masse amerikanere så der er for alvor Halloween. Og det skal vi ellers lige love for der var! Poserne blev fyldt og det var lige før ungerne blev væk i mylderet af små zombier, hekse og vampyrer. Det var helt vildt. Og ret sjovt.
Nu beundrer drengene rovet på gulvet i køkkenet inden vi spiser fish and chips fra vores nye sted nede ad gaden. Endnu en festlig tradition er taget til os.