Det kan godt være at Signe er vant til at rulle det helt store program ud for drengene, men det er Johan jo ikke ligefrem, så det er overvældende når man har en hel dag fuldstændig dedikeret til bare at være sammen med Jakob.
Men sikke en helt utrolig fantastisk dag!!
Vi startede som sagt med parent/teacher conference, hvor forældrene ikke kunne være mere stolte, så der var god grund til at lave en rigtig forkælelsesdag.
Efter muffins og kaffe på Starbucks sprang vi i en taxa ned til Exhibition Road og gik på Science Museum. Jakob er vildt interesseret i det hele, men i dag var det primært rumudstillingen, bilerne og måske mest flyene der trak. Han spørger om de vildeste ting og faren prøvede bare at hænge på.
Science Museum har en IMAX biograf, og det måtte vi jo prøve. Vi så monkeys og babyelefanter i 3D i en hel time og Jakob fjernede ikke blikket fra skærmen (ud over når en monkey faldt ned og der skulle grines).
Efter museet havde Jakob bestilt “sushi fra der hvor maden kører rundt og rundt”. Dem har vi nogle stykker af i London, så da vi alligevel var nede i South Kensington valgte vi at tage Itsu der, for det gav os en hyggelig gåtur gennem det gamle London.
Sushien var et hit for både far og Jakob. Jakob nød mest at nøje udvælge hvilke faren skulle spise, men hans præcision med spisepinde i en alder af 5 år er altså imponerende.
Der var stadig halvanden time til David skulle hentes, så vi sprang på endnu en taxa og bad ham køre os til Hamleys legetøjsbutik i Regent Street. Jakob proklamerede ellers at han faktisk ikke ville derind, for faren havde sagt at vi bare skulle kigge. Jakob mener at man skal købe noget når man er i en legetøjsbutik. Selvfølgelig smeltede faren øjeblikkeligt og verdens sødest Gumfeldyr blev lovet en lille ting. Og det havde han ikke noget problem med. Vi gik meget målrettet efter at finde ud af, hvilken lille ting han skulle have.
Playmobil var jo for stort sagde han med det samme, så valget faldt på en Cars 2 bil, som havde klistermærket på siden en lille smule anderledes end den de har i forvejen. Snif skulle ikke glemmes så Jakob købte også en til ham. Og en lille pose slik. Med både mors, fars og sniffelafs yndlings nøje blandet i!
Næstsidste oplevelse var at tage Tuben hjem. Det er altid et hit. Sniffelaf blev hentet og den nye Cars 2 bil stolt overrakt. Afslutningen på det, der muligvis var verdens bedste dag, var aftensmad på McDonald’s. En sikker vinder hos hele familien.
Hjem og i nattøj, læse historie, og Grumfeldyret sov før hovedet ramte puden.