Ud af New York 2

Johan har nogle usædvanlig søde kollegaer i New York. Vi var jo hos PJ og Nicole i sidste weekend, og denne weekend havde Gianluca – som besynderligt nok havde PJ’s job indtil for et par år siden – inviteret os ud til Maplewood, New Jersey, for at se en rigtig amerikansk forstad.

Det hverken kunne eller ville vi lade os gå forbi, så vi tog toget fra Penn Station mod New Jersey (det er en anden stat, for dem der ikke har været udenfor – eller på, for den sags skyld – Manhattan) sammen med ALLE DE ANDRE Memorial Day Weekend rejsende. Det kan nok bedst sammenlignes med Skærtorsdag på Hovedbanegården. Men det var sjovt – også selvom det var lige før Signe og Laf kom alene med toget, for Johan og Grumfeldyret blev fanget i en trafikprop på rulletrappen.

Men det gik, og 39 minutter senere kunne vi stå af på Maplewood Station – midt i det der bedst kan beskrives som et kryds mellem Desperate Housewives, Twin Peaks og Det Lille Hus På Prærien.

Vi tog derud lidt tidligt for at kunne kigge os om, og da vi gik ud til den ene side fandt vi den mest idylliske park med åer, damme, smukke plæner, blomster og ænder. Det var 30 grader og kunne ikke være mere anderledes end den glohede bymidte vi lige havde været i. Så vi gik en dejlig tur rundt og så SUV’erne med soccermoms parkere ude ved siden og de lokale highschool studerende læse lektier på græsset. Drengene legede med ænderne, blæste mælkebøtter og nød i det hele taget bare stilheden.

Vi gik videre ned gennem hovedgaden, som nok bestod af 10 butikker, inden vi drejede op mod målet. Vi kom ned af Brook Lane (Brook = å) og krydsede åen. Op bag den lokale skole og ned at ærke-hamrende-amerikanske forstadsveje, som ikke kunne være mere chamerende. Vi debaterede om man kunne kalde husene “pæne”, men det er i hvert fald en gennemført stil der passer perfekt til resten.

Og Gianluca og Joanne bor også lige præcis i sådan et hus – med “deck” og kæmpe grill ude bag ved – og trappe ned til haven. De diskede op med den skønneste middag efter vi havde været en tur nede på legepladsen i parken, som ligger i forlængelse af deres have.

De har tre børn: Luca, Massimo og Giulia. Det var muligvis de sødeste børn nogensinde. Det er i hvertfald ikke ofte at vores børn ikke er de roligste, sødeste og mest velopdragne (synes vi jo helt klart selv, selvom det nok ikke er helt rigtigt :-) ) men der var ingen tvivl om at vi var i bunden af ligaen her. Det var egentlig ret sjovt. Og de var helt vilde med David. Også lidt sjovt, for det er normalt Jakob der løber med det meste af opmærksomheden.

Det var en kanon eftermiddag og aften. Og turen hjem blev i en “car service” bil, for vi kunne ikke rigtig overskue toget med to sovende børn, og så er det rimelig rart at blive kørt til døren.

Det var en af de oplevelser som vi virkelig havde håbet vi ville få – at opleve et rigtigt amerikansk hjem i en rigtig amerikansk forstad. Og det skuffede ikke! Samtidig var det skønt fofr ungerne at lege med nogle andre børn. Og godt for forældrene at være sammen med nogle helt vildt søde mennesker.






Leave a Reply