Vi har talt rigtig meget om muligheden for at flytte til New York. Der er meget ved Johans arbejde der taler for at gøre det, men det er bare rigtig langt væk fra Danmark og alle jer. Og vi har det skønt i London, så hvorfor flytte. Men det er alligevel lidt svært at give helt op på tanken, for det er jo ikke en mulighed der varer evigt.
Men efter at have talt om det i over et år var det faktisk først i fredags – på vej hjem fra en våd aften hos svenskerne, hvor vi lige fandt terrassen hos vores lokale italienske restaurant – at vi fik ideen: Kunne vi måske bare tage et afmålt stykke tid derovre for at se hvordan det er?
Da vi lige fik tænkt lidt over det viste det sig faktisk at Johan ville skulle til New York i hvert fald 3 – måske 4 gange – i de næste 4-5 uger så pludselig var timingen også god. Men hvis vi skulle have det hele til at passe, havde vi travlt! Mandag og tirsdag fik Johan talt med de nødvendige i London og New York og det faldt på plads. Onsdag fik vi kigget på steder vi kunne bo – der er så sindssygt meget at overveje! Torsdag fik vi bestilt flybilletter og Jakob holdt surprise-sidste-dag-i-nursery med kage og balloner – og i dag tror vi at vi har fået bekræftet at vi har et sted at bo når vi lander i NYC i morgen!!!
Det er gået riiimelig hurtigt og vi har overhovedet ikke haft tid til at tænke os om. Men nu kaster vi os ud i det og ser hvordan det går. 5 uger er lang tid, men så alligevel ikke.
Vi omdøber bloggen til Boserups in New York og holder jer underrettet! Vi er selv ret spændte!