Det er altså vildt underligt at skulle give en anden person et navn! Han kommer jo til at hænge på det resten af sit liv! Og når man kigger rundt på folk, er det ret tydeligt at de fleste passer godt til at deres navn. Eftersom at kun få ændrer sit fornavn, må det betyde, at ens navn er med til at bestemme, hvem man er og hvordan man opfører sig.
Ingen af os havde drømt om at vi skulle have en søn, der hedder David. Vi har ikke noget forhold til navnet, og synes måske det er lidt kedeligt. Og med både en Jakob og en David er vi med det samme sat i den højreligiøse bås – i hvert fald herovre.
Så det var noget af en overraskelse, at Snif blev ved med at insistere på, at han altså hedder David. Og da det jo er ham der skal hedde det, blev vi ligesom nødt til at lytte efter.
Så han hedder David. David Dyekjær Boserup.
Det er et godt navn, og det passer rigtig godt til ham. Det er nemt på engelsk og på dansk – og et hvilket som helst andet sprog. Det passer til en lille dreng og til en voksen mand. Vi er faktisk ret glade for det, selvom vi stadig lige skal vænne os til det. "New Guy" er ude. "Snif" kommer nok til at hænge ved lidt endnu.
