2.630 gram er jo ikke så meget, så selvom det er både mere end Jakob, da han blev født, og den "officielle" grænse for, hvornår de er små på 2.500, har lægerne alligevel anbefalet at Signe og New Guy bliver på hospitalet så de kan monitorere ham lidt. Og det har vi det egentlig fint med. Better safe than sorry, og selvom Signe naturligvis gerne vil hjem, skal vi jo ikke nå noget, ud over at vænne os til at være forældre til to drenge!
New Guy spiser helt fint, og alle tests har været helt fine, så forældrene er meget trygge og glade. Lægen siger, at de kan tage hjem efter to tests mere – i aften og i morgen tidlig. Det passer jo meget fint, så vi har søndagen sammen stille og roligt, derhjemme.
Hjemme splitter Jakob og Johan huset ad, men hygger sig rigtig godt. Vejret er flot, så en tur på legepladsen er næste punkt på listen. Så middagslur, og så ned og besøge mor og lillebror. Måske bliver der lukket af med en tur på Borough Market. Begge to glæder sig rigtig, rigtig meget til at mor og lillebror kommer hjem.