Browse Month

January 2009

Ved at være der

Vi får åbenbart små børn. Jakob vejede kun 2.460 gram da han blev født, og selvom New Guy allerede ser ud til at være større end det, er han ikke en stor kleppert. men eftersom at Lillesen er sund og rask, og helt i orden, er der ingen grund til at bekymre sig over det.

Der er kun 12 dage til terminen nu, og Signe kunne godt tænke sig at det var snart. Vi er begyndt at gøre klar og forberede at vi måske pludselig skal løbe ud af døren. Modsat sidste gang, hvor Johan landede fra Prag samme aften som Signe fik veer, har Johan aflyst alle rejser indtil 3 er blevet til 4. Men vugge, lift, babytøj (det er en del mindre end man husker det!) og så videre er klar og venter bare på at der kommer en og fylder det. Det bliver lidt underligt, men også rigtig hyggeligt.

Lillebror Fordi han er lille går Signe til ekstra kontrol, og da vi var i Danmark fik hun en ekstra skanning. Fordi det var en privatklikik, og fordi han lige lå rigtigt, tog de et 3D billede af ham. Lidt wierd, men ret sjovt at kunne se at han ligner sin storebror før han endnu er blevet født!

D. 25. er dagen. Sæt et kryds og book en flybillet!

Vigtige morgenritualer

Lillesen havde travlt med at lege med sin morgenmad og faren var sent på den til et møde, så det blev bare til et hurtigt "hej-hej" inden Johan susede ud af døren her til morgen.

Johan var nået helt ned i tuben – tre skridt fra dér hvor mobilsignalet ikke længere rækker, da Signe ringede med et helt ulykkeligt Dumfeldyr i baggrunden. Faren havde ikke fået sit farvelkys og der var ikke blevet vinket ordentligt! Stor ulykke og gråd!!

Heldigvis kunne det klares over telefonen med et par luftkys og lidt "EJ-EEEJ" (i højt Dumfeldyrs-stemmeleje) fra tuben. Jo, man føler sig lidt som en tosse!

Det er højst sandsynligt en af de ting der er fuldstændig umulige at sætte sig ind i, hvis man ikke har børn. Men det er et rigtig godt eksempel på, hvor fantastisk det er at være forældre!

Her har I os tilbage!

Vi er tilbage! Tilbage på bloggen. Tilbage i London. Tilbage på arbejdet…

Godt nytår! Det var en skøn jul i Danmark. Johan arbejdede stort set ikke, og Signe fik shoppet (ikke nok, men alligevel). Lillesen nød at se bedsteforældrene helt vildt. Men det gik alt for hurtigt. Som sædvanlig.

Fordi vi vidste at det ville gå så megahurtigt (vi har oplevet det før) valgte vi denne gang at prioritere og planlægge vores tid med fokus på familien. Konsekvensen er jo desværre at der er en masse af vennerne som vi slet ikke så, og dem vi så, så vi slet ikke nok. Det håber vi på at råde bod på hen over foråret og sommeren, hvor I enten kommer og besøger os alle sammen, eller hvor vi får lidt flere småture til Danmark i kalenderen.

Det er dejligt at være hjemme igen. Flyveturen gik fint for Signe og der er ingen problemer. Lægen jokede godt nok i går med at det jo kan være når som helst nu, for det hele ser ud til at være klar, men terminen er stadig d. 25. januar, så det satser vi på!