Anne var på besøg i forrige weekend og Signes forældre har været her i denne weekend. Næste weekend kommer onkel Jakob, og weekenden efter kommer Morten, Mette, Jesper, Anna og lille Daniel Og så er det jul, og det er en helt anden historie, for det er ikke så simpelt når man er helt vildt højgravid!

Nå, men Lillesen var vildt glad for at se mormor og morfar og det har været en rigtig dejlig og afslappende weekend. Lillesen nåede ovenikøbet at få sneget en fødselsdag hos Max ind igår så bedsteforældrene nåede et besøg på National Gallery – noget som Signe og Johan ikke har fået krydset af på listen endnu – og lad os se det i øjnene, det bliver det nok heller ikke. Men billederne af Gabriel og Jomfru Maria gav stof til 2-3 timers meget interessant diskussion over morfars fantastiske marsala kylling. Det var den kylling han også lavede til os den dag vi kom hjem fra hospitalet med Jakob.

Nu har vi lige et par dage til at få gjort klar til onkel Jakob.

Der er helt klart mange ting der er anderledes i London. Nogle af dem viser sig ind i mellem, mens andre er tydelige hele tiden.

En af dem, der er tydelige hele tiden er deres paniske angst for kortslutninger. Det er klart at det stadig er 1666 og 1940 der spøger, hvor nærmest hele byen brændte ned til grunden begge gange. Og det er klart at man skal tage sine forholdsregler i en by, hvor alle huse er rækkehuse – som skabt til en rigtig god kædereaktion.

Derfor er der en sikring i hver eneste stikkontakt i væggen. Men ikke nok med det. Der er også en sikring i hver eneste stik (altså for enden af ledningen i stikket man sætter i væggen!) Så hvis du har undret dig over hvorfor deres stik er så store og åndede har du nu forklaringen.

Men det er ikke engang nok. Udover at der er to sikringer hver gang man kan kappe en forbindelse, er der naturligvis også sikringer, der dækker hele huset. Og forleden dag var der en af dem der gik.

Heldigvis tog den kun loftslyset i køkkenet og stuen, og godt det samme, for det tog os lige et øjeblik at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Først skulle sikringsboksen findes. Da den var lokaliseret under loftet, bag hoveddøren – og åbnet med skruetrækker (det skal jo ikke være nemt) – fandt vi en række sikringsholdere som tilsyneladende skjulte selve sikringerne. Lommelygte fundet, hovedafbryderen slukket, og sikringsholderne hevet ud een af gangen. Som forventet var der små porcelænssikringer i holderne, og snart var synderen fundet. Faktisk fandt vi to, der var gået, men ved stadig ikke hvad den anden hører til.

Da Johan havde kæmpet med at få sikringerne ud i 10 minutter blev vi enige om at opgive og spørge i isenkræmmeren dagen efter. Signe fik opgaven. Isenkræmmeren sagde, at han ikke havde sådan nogen, og ikke vidste hvor man kunne få dem. Ret underligt. OK, dagen efter igen (igår) gik turen så ned til elekrikeren på Westbourne Grove. Let overbærende svarede han, at man ikke kunne tage sikringerne ud af holderne, og nej, man kunne heller ikke købe en hel holder.

Man køber simpelthen ruller af den lille metaltråd, der er selve sikringen. Man skruer så den gamle tråd løs i hver ende af holderen, vikler ny tråd om den ene ende, strammer skruen, fører tråden gennem porcelænsrøret, rundt om den anden skrue, strammer den, og voila, så god som ny.

OG PÆNT SKRÆMMENDE AT MED ALLE DERES SIKKERHEDSFORANSTALTNINGER ER DERES HOVEDSIKRINGER GØR-DET-SELV! Men det er bare så ekstremt typisk England…

Det er nogle lidt hårde nætter i det lille London-hjem i øjeblikket. Lillesen har fået en grim hoste og har haft høj feber. "Ah, little people illness!" som Johans kollega (der selv har børn) meget præcist udtrykte det.

Hosten betyder at han vågner hver halve time og er ked af det. Feberen betyder at når han endelig sover ligger han roterer og sparker i søvne.

Alt i alt betyder det at der er lidt poser under øjnene, og at Starbucks nok får besked om "…with an extra shot, please!"

Men Johan har været hjemme og hygge her til formiddag, og vejret er dejligt så sygesen og moren gør klar til at gå en lille tur mens rengøringsdamen er der. Så selvom vi alle tre er lidt klatøjede synes vi egentlig det hele er ret herligt alligevel.

Hvis I kommer til London for at shoppe eksklusivt er det lige blevet lidt lettere!

Lige nede ad Holland Park Avenue, lige over Shepherds Bush Roundabout, er der åbnet et gigantisk shopping center med alle de allermest eksklusive butikker. Prada, Louis Vuitton, Tiffany, Sony, Hugo Boss, Pepe Jeans, Tag Heuer. Et væld af restauranter, barer, de checkede supermarkeder, Simply Food, Waitrose, og selvfølgelig kæderne, som er alle vegne i London, og hvor det retfærdigvis skal siges at størstedelen af vores tøjindkøb bliver gjort. Men måske bliver det lavet om nu?

Vi kørte forbi i forrige weekend, hvor det lige var åbnet dagen før. Der var fuldstændig kulsort af mennesker. De var allevegne. Midt på gaden, i køer, på vej ind, på vej ud. Det var helt vildt. Vi opgav med det samme alle planer om at kigge ind.

Men i søndags, da vi var ude og gå en lille tur, tænkte vi at vi lige ville kigge ind. Og det var noget af en oplevelse! Der var ikke lige så mange mennesker som ugen før, men stadig godt fyldt op. Vi havde ikke rigtig nogen forventninger, så det var noget af en overraskelse, da vi havde gået i omkring 20 minutter, at finde ud af at vi kun var nået ned af den ene side. På den ene etage!

Bevares, Dumfeldyret gik selv, så det var ikke i Carl Lewis-tempo, men det er ret stort. Og ret lækkert!

Det dér med shopping, det kan de altså finde ud af herovre.

Andre folk med børn ved hvad vi mener. Resten har sikkert svært ved at forestille sig det. Det havde vi ihvertfald før vi selv fik børn.

Det er utroligt så lidt man når, når man "bare" går derhjemme med et lille dumfeldyr. Signe har haft store planer om at få lidt mere styr på hjemmet, men mellem playgroup, legeplads, indkøb, tøjvask, morgenmad, frokost, aftensmad, lege med Lillesen og konstant oprydning af legetøj, er der bare ikke meget tid til at ordne garagen, flytte møbler eller hænge billeder op. Og heller ikke særlig meget energi. Slet ikke, når man er ved at være godt og grundigt gravid!

Men det har lidt ændret sig i de sidste par uger. Lillesen er nemlig i nursery en dag mere om ugen, så pludselig er der lidt mere af det overskud der var svært at mønstre før.

Det er faktisk for at køre i stilling til at der kommer en lillebror. Det vil være lettere for både mor og Lillesen hvis der er dedikeret tid til new guy og mere overskud til når alle er sammen. Så Lillesen er i nursery tre dage om ugen, og han elsker det.

Derhjemme betyder det at vi nu har fået reoler i garagen, nyt layout i soveværelset og at Signe endelig har fået shoppet lidt. Ikke meget, men lidt er mere end ingenting og det har været groft spild af London ikke at shoppe mere end der er blevet.

En anden ting, som folk uden børn sikkert ikke tænker så meget over er, at selvom det er en gave at kunne gå hjemme med sine børn betyder det også, at man er ‘på’ fra morgen til aften og aldrig har et øjeblik bare til at være sig selv.

New guy kommer før vi får set os om, og så bliver det igen sværere at nå det hele – selv med Dumfeldyr i nursery tre dage. Men vi glæder os meget.

Til dem af jer, der har fulgt lidt med i Johans arbejde på det sidste har vi langt om længe gode nyheder: Vi vandt kunden! Det er den største mediabureau-pitch der har kørt i Europa, og sådan som markedet ser ud til at gå lige nu er det en utrolig vigtig sejr.

Paradoxalt nok er det med blandede følelser, for nu hvor den er vundet skal ærmerne virkelig smøges op! Torsdag eftermiddag skal der ligge individuelle briefinger til 37 markeder. Fredag til introduktionsmøde i Paris. Mandag og tirsdag conference calls med markederne. Onsdag tilbage til Paris til kontraktforhandlinger. Fredag tilbage til Paris til præsentation af vores levering.

Men det er kanon at have vundet. Tænk hvis alle de kræfter havde været spildt! Og mon ikke der kan blive tid til en familietur til Paris sammen med et af alle de møder? Det er jo en hurtig togtur på kun 2 timer og 13 minutter!

Hvornår bliver en sen frokost egentlig til en tidlig aftensmad?

Vi havde et par projekter i dag: Bilen skulle vaskes og vi skulle hente et par børnestole som var udsolgt i IKEA forleden. Utroligt nok var begge dele klaret klaret allerede kl 13. Den slags søndagsprojekter plejer ellers at tage hele dagen. Men da IKEA var overstået sov Lillesen sødt i sin autostol så vi kunne ligeså godt benytte lejligheden til at køre en tur.

Vejret var ikke spændende, men ikke desto mindre sidder vi nu i Oxford og prøver at finde ud af, om vi lige har spist sen frokost eller tidlig aftensmad. Det bliver nok aftensmad, for det er tvivlsomt om vi kan spise igen allerede om et par timer.

Hjemme står ellers resterne af Johans formidable gryderet fra igår. Men mon ikke den kan holde sig til i morgen? Det håber vi – alle tre – for Grumfeldyret var vild med den…

Oxford er mega hyggelig. Og flot. Faktisk præcis som man forventer den. Og mindst halvdelen af indbyggerne har en rygsæk på og ligner nogle taget lige ud af en John Hughes-film! Vi kommer tilbage når vejret er bedre igen – med en madkurv. Spørgsmålet er så bare om vi skal pakke til sen frokost eller tidlig aftensmad?

Johan skulle lige ind på kontoret kl 10 til et sidste hurtigt conference call inden beslutningen på mandag. Resten af dagen stod i familiens tegn, og i vores familie bliver det ikke meget mere familiehyggeligt end en tur i IKEA! :-S Eller noget…

Bilen havde jo selvfølgelig ingen strøm på batteriet. Det er jo standard at den er løbet tør for elektricitet når vi endelig skal bruge den, så derfor måtte vi først have fat i RAC til at få bilen startet. Ingen problemer, og en kæmpestor oplevelse når man er et lille Dumfeldyr.

Naturligvis var klokken nu blevet så mange, at London-fredags- trafikken var sat ind med fuld kraft, så den første times tid af en 15 minutters køretur foregik i en tætpakket bilkø. Det var nu helt vildt hyggeligt bare at sidde der sammen og ikke skulle eller kunne andet.

IKEA var nu rimelig frdeligt, og Lillesen havde en kæmpe fest med at flytte rundt på møbler, køre med vogne, blive kørt i vogne og naturligvis få köttbullar i restauranten. En Boserups-i-London-klassiker!

Lotteriet var om bilen ville starte da vi kom ud kl 22. Det ville den – uden problemer. Det er vores egen skyld at den giver problemer. Når vi behandler den ordentligt er det altså en fantastisk bil!