Så er familien adskilt igen. Signe og Dumfel tog på en længe ventet Danmarkstur i lørdags, og Johan drog mod Las Vegas tidligt søndag morgen. Der skal gå næsten en uge før vi er genforenet, og det gør lidt ondt i maven på os alle sammen.
Tilbagevendende læsere vil vide, at bilen igen var løbet tør for elektricitet da vi overvejede at tage den til lufthavnen, og da en uges oppakning til en studerende mor og hendes 1½ år gamle søn ikke er sådan lige til at tage i lommen, valgte vi med stemmerne to mod en at Johan fulgte familien i lufthavnen med Heathrow Express.
Indtil da gik det hele egentlig glat. Det var først da Johan var på vej hjem mod Notting Hill igen, at problemerne begyndte at vælte ned over mor og barn. Sædvanlig kø og kaos ved både security og gate, så turen gennem lufthavnen var pludselig stress, stress, stress på trods af at vi for en gangs skyld var i rigtig god tid. Inde i flyet blev Signe og Lillesen placeret helt nede bagi, hvilket er ufedt, men til at holde ud. Desværre blev der placeret en kvinde på mindst 150 kg. ved siden af dem, så det var fuldstændig utænkeligt at gennemføre turen til Danmark. Altså, når man i forvejen skal sidde to på eet sæde går det ikke at man også har en halv person mere væltende ind over armlænet. Heldigvis fangede stewardesserne den, og fik flyttet monsteret mod hendes vilje.
Men ubehagelighederne var slet ikke ovre endnu. 45 minutter på astfalten i Heathrow inden afgang og fandeme om så ikke baggagen ikke er med, da de nåede København. Efter en times venten og polimik med personalet opdager Signe pludselig, at både kuffert og klapvogn kører rundt på et helt andet bånd. Så udover mega lang ventetid endte det heldigvis nogenlunde.
Johans tur til Las Vegas er indtil videre i den stik modsatte ende af spektret. Godt nok stod den på hentning kl. 06 søndag morgen, hvilket bare ikke er i orden. Men turen til Heathrow tog 25 minutter, ingen kø ved check-in, lounge lige ved siden af gaten, forreste plads på business med oceaner af benplads og et sæde der kan lægges næsten helt ned. Ovenikøbet var der kun få mennesker med flyet, så der var plads til at boltre sig over flere sæder. Hurtigt ud af Heathrow, og blå himmel og medvind betød at Chicago blev ramt en time før beregnet. Første mand gennem immigration, første kuffert overhovedet på båndet (a first ever) og en der tog kufferten til transfer lige efter tolden.
Herligt, ikke? Men ubrugeligt. I stedet for at skulle vente ca. 45 minutter i Chicago’s indenrigsterminal sidder Johan nu i godt 2 timer og kan vælge mellem en kiosk og en Starbucks. Første gang med en fuldstændig glat tur, og så har man absolut intet at bruge det til. Det er for surt. Men det er alligevel tarveligt at brokke sig i lyset af resten af familiens oplevelser.
Johan suser videre til Las Vegas til konference mens Signe og Dumfel får et skud familie i Danmark. Vi håber at se nogle af jer!