Browse Month

January 2008

Dagen efter

Middagen i går var en stor succes! Så stor, desværre, at de unge forældre er ret hårdt ramt i dag! Anna og Stefan blev hængende til kl 4 og Lillesen har jo ikke meget respekt for tømmermænd, så han sad på farens hovede på slaget 8.

Resten af dagen er gået i slowmotion, og selvom det er dejligt at være sammen, gør det ikke noget hvis Lillesen gerne vil tidligt i seng. Så vil aftenen nok blive brugt i selskab med en Big Mac og et par afsnit et-eller-andet!

Johan har faktisk taget fri i morgen. Lad os nu se hvad det rent faktisk bliver til, men det er da en god start.

Morgen i Notting Hill

Turisterne vælter op af tuben for at gå i lange ræker ned mod Portobello Road. Solen skinner fra en skyfri himmel, og selvom det ikke er sommer, er det stadig langt mere behageligt end januar i Danmark normalt plejer at være. Det er meget længe siden vi er vågnet i Bulmer Mews sammen på en lørdag. Faktisk skal vi tilbage til starten af december, så der bliver sat ekstra pris på roen, familien og turen ned til Eat for at hente kaffe latter og egg benedict-muffins. Her er godt nok dejligt i Notting Hill!

I aften kommer Anna, Stefan, Jacqueline og Neil (Drew Carrey) til middag, og eftersom her heller ikke er blevet ryddet op og gjort rent siden tidlig december, har vi en lang dag foran os! Men indtil videre smager latte og benedicts med ekstra afslapning on the side fantastisk!

Så kører vi!

Juleferien på bloggen er overstået og nu kører vi igen!

Vi er 21 dage på den rigtige side af, at dagene bliver længere og foråret er lige om hjørnet! Der er udsigt til at Johan får mere tid i London, for Visa er vundet!! Dumfeldyret hygger sig nu i vuggestue, og gider næsten ikke blive hentet af mor. Weekenden bliver brugt på at pleje vores venner i England. Vi glæder os stadig til at se jer alle sammen herovre snart, så se at få booket de billetter!!

Watch this space!

IMAGE_327

Engelsk grund under fusserne

Så er vi endelig tilbage i England. Turen med færgen var ikke særlig sjov men det er godt at vide for Det Nationale Drageselskab at de altid kan regne med sportsvejr når vi sejler over Nordsøen! Men vi kom over, og det er skønt at være hjemme igen.

Turen ind til London gik fint, og Dumfel havde faktisk tålmodighed til alle tre timer uden pause. Og forældrene nød at sætte sig i deres sofa næsten lige så meget som at lægge sig i deres egen seng – en rigtig seng – for første gang i ret lang tid.

Men da man jo aldrig rigtig kan være sådan helt tilfreds, savner vi allerede jer alle sammen ret meget, så I bliver nødt til at komme herover. Kig på websitet under datoer og få booket en tid! :-)

Det blæser vi på

Når man er på vej til færgen, er noget af det sidste man har lyst til at få at vide, at broen er lukket for lette køretøjer. Også selvom man kører i en svinetung Range Rover, for man behøver ikke at være i familie med Einstein for at kunne se at det betyder en Helvedestur med færgen.

Nå, men der er ingen vej udenom, når man har et Dumfeldyr, der keder sig efter et par timer i bilen, så vi presser på mod Esbjerg. Undervejs er der nu et lille pitstop på McDonald’s, og ikke overraskende har Lillesen allerede fattet stor interesse for både pommes frits og McNuggets, så han har mildest talt en fest. Han fik også hurtigt raget et flag til sig mens mor og far bestilte 50 pommes frits-sauce – til burger-bagerens udelte forbløffelse. Man kan altså ikke få pommes frits-sauce i England!

Godt nytår og undskyld!

Godt nytår, alle sammen, og undskyld at bloggen har været noget stille på det sidste. Der har været meget at se til i Danmark, og det har været umuligt at nå det hele, og derfor vil vi også gerne sende en stor undskyldning til alle dem vi ikke har nået at se i denne omgang! Der er mange af jer, som det er helt utænkeligt ikke at se når vi nu er i Danmark, men tiden har været mere presset end vi havde regnet med, og det er rigtig, rigtig ærgerligt! Til gengæld har vi så nu endnu en undskyldning for at I skal komme til London meget snart!

Men det har været nogle dejlige dage i Danmark, hvor den primært har stået i familiens tegn først hos Johans forældre i et par dage, så hos Signes forældre i juledagene, så tilbage til Johans forældre og nu en sidste dag hos Signes forældre, som godt nok primært går med arbejde og praktik inden sidste udkald til Esbjerg i morgen middag. light-bulb

Man læser i aviser og blade at den moderne familie har stress og alt for travlt. Det må siges at blive mere og mere virkeligt for os, for vi kunne godt bruge et par ugers ferie når vi kommer hjem. Det føles som om vi aldrig bare sidder ned, og vi når jo ingenting i London. Selvom vi kan leve med ikke at udnytte alle Londons tilbud, og leve med at vi ikke ser resten af England, er vi nu nået derud, hvor vi ikke engang har tid til at ordne de sædvanlige daglige gøremål som at skifte elpærer og sortere blade. Jeg tror 60% af alle pærer i huset er gået og der er bladstakke overalt.

Men med Johans arbejde og Signe, der skal til at koncentrere sig om at få hovedopgaven færdig, er der ikke udsigt til at der bliver meget mere tid i 2008. Derfor er det ekstra vigitigt, at vi overholder vores nytårsfortsæt om at prioritere anderledes! Vi skal sørge for at bruge den tid vi har rigtigt! Og det betyder primært at hygge sig som en lille familie, så I skal måske have lommelygte med næste gang i besøger Bulmer Mews, for der er ikke udsigt til at elpæretiden kommer mere i fokus end den har været indtil nu…