Vi Skype’de mellem London og New York her til aften/eftermiddag, og fordi Signe har fået en ny, fin Mac havde blev far vist på den bærbare i stedet for på storskærmen. Og sikke en forskel det gjorde!

Lillesen kunne med det samme se, at det var far, og han skreg simpelthen af grin! Der blev leget "hvor er fars næse?" og sagt en masse "Bah".

Det var ret utroligt at han bare fangede den med det samme, og var så helt enormt glad for at se sin far. Der var ikke et øje tørt i New York!

Så oprandt den store dag, hvor Lillesen startede i nursery. Signe har fundet et rigtig godt, lille sted lige overfor hvor vi bor. Lillesens bedste venner, Lea og Isabelle, går der også, så det er nærmest perfekt. Det ville være lidt mere perfekt, hvis det ikke kostede £60 om dagen. Jo, 60 pund pr. dag. Og det er et af de billigere steder!! Men det krydser alle de andre boxe af, så vi er meget glade for det.

Der er naturligvis en indkøringsfase, hvor Signe bliver dernede et stykke tid sammen med ham, og så starter med at gå i en time, så et par timer og senere hele dagen. Og da Lillesen ikke er ked af at være sammen med andre mennesker, og er meget glad for at blive passet af alle slags bedsteforældre, var den første dag selvfølgelig ikke noget problem. Eller, det var sådan vi havde forestillet os det ville være.

Den første time, hvor Signe var der, gik helt fint, men allerede da hun gjorde optræk til at gå, blev han lidt ked af det. Da hun så kom tilbage en lille time senere havde stakkels Lillesen været helt ude af den lige siden hun gik. Han havde bare grædt og grædt, og ingen kunne trøste ham. Men da mor kom blev det hele godt igen. Der blev spist lidt frokost sammen med de andre børn inden næsen blev vendt hjemad.

I morgen skal mor og Dumfel op på hesten igen, og det er svært at bedømme, om det bliver mor eller Dumfel, der kommer til at græde mest. Det skal nu nok gå. Lillesen er meget glad for andre børn, og i det hele taget svær at slå ud, så det ender nok med at han slet ikke vil med hjem, når indkøringen er færdig til jul.

Ikke nok med, at man er fuldstændig ude af sync med venner og familie i Europa, når man sådan tager over Atlanten, men man er også fuldtændig ude af sync med almindelig anstændighed hvad angår arbejdstider.

Johans vækkeur ringede kl. 5.30 i morges, og når man sådan flyver med solens gang om Jorden, får man pludselig ekstra arbejdstid i løbet af den nu ret lange dag. Det er nu 24 timer siden Dumfel og hans mor blev efterladt til deres interne snorkekonkurrence, og eftersom vi har en deadline kl 9.00 UK tid, og Sydamerikanerne ikke har leveret det de skulle, er en almindelig arbejdsdag nu pludselig blevet til 24 timer. Så kan man da vist heller ikke give mere. Der skal nu heller ikke å meget længere inden dynen ryger over hovedet, for ellers ryger hovedet vist i gulvet. Men i morgen er der så bare endnu mindre sync mellem livet i New York og London. 

Men det bliver kun værre. Fredag går turen til San Francisco – iøvrigt en tur der fra New York tager længere tid end London-New York. Det er et halvstort land, det her. Men der bliver out of sync problemet yderligere 3 timer værre.

Note to self: Tag familien med en anden gang.