Browse Month

August 2007

Gode ting ved at have fået Lillesen

Der er en virkelig lang liste af ting, der er fantastiske ved at Lillesen er stødt til familien. En af dem er, at vi har mødt Anna og Stefan, som har lille Lea – Jakobs svenske kæreste.

Og Anna og Stefan har besluttet at gifte sig, som de siger på klingende skånsk. Og det er vi heldigvis inviteret til. Det foregår i den svenske skærgård nord for Göteborg, og her er ubeskrivelig hyggeligt. Vi fløj fra London i morges og kørte de sidste 100 km. fra lufthavnen, og efter at være blevet indlogeret på badehotelet i Gullbergsund, som lægger rammer om det hele, er vi nu på vej over til en pre-barbeque på terrassen ud til vandet.
Vejrguderne har ikke været så nådige, men mon ikke det går?

Når man bor i London… II

Når man bor i London finder man ud af, at Malmö bliver opfattet som en hip kulturby uden for Danmark. What?

På vej tilbage til det 21. århundrede

Selvom vi har skjult det godt, har vi faktisk været uden internetforbindelse siden slutningen af maj. Og når nu internettet er vores primære kommunikationsform er det ikke ligefrem let, selvom Johan har internet på arbejdet og via mobiltelefonen på den bærbare, og Signe forsigtigt har lånt naboens trådløse. Og i løbet af de sidste tre måneder har vi jo kun været hjemme i knap to, så problemet har været overskueligt. Men det har fandeme været frustrerende, for at sige det mildt!
 
Vi vil ikke trætte jer med detaljerne, men problemet opstod da Bulldog Broadband (hvem sagde "havde du ikke forventet problemer med et firma, der hedder det?") pludselig mente vi skyldte dem ca. tre gange så meget som den abonnementet var for de tre måneder vi skulle betale. Efter 3 emails og 5 telefonopkald kunne ingen stadig fortælle hvorfor. Og vi kunne ikke betale det rette beløb, for de ville kun acceptere det forkerte. Så de lukkede linien. Efterfølgende indså de efter endnu flere opkald, at der var en fejl, men det tog dem så to måneder at rette regningen – altimens linien var lukket. Nu er abonnementet endelig opsagt, men nu vil de også have penge for den tid, hvor linien var lukket, for kontrakten siger, at det er brugerens ansvar at betale regningen. Well, før jeg kommer op i det røde felt igen kan jeg bare slutte af med at sige, at regningen ikke er betalt, og ikke bliver det før det evt. bliver kriminelt. Aldrig har jeg oplevet et så uprofessionelt foretagende. Aldrig!!
 
Men på mandag bliver vores nye linie installeret, og så er det rock ‘n’ roll for familien Boserup i London igen. Vi glæder os meget til at være på Messengeren, på Skype videoopkald, på nettet, på Sputnik og på mailen regelmæssigt igen. Meget!!!

Når man bor i London… I

Når man bor i London bliver man pludselig opmærksom på, at resten af verden for det meste går højre om hinanden på fortovet. Prøv selv at gå venstre om folk og se forvirringen udfolde sig. 

Plads til flere overnattende

Selvfølgelig havde vi ikke regnet med at vores hjem ville blive mere ryddeligt efter Dumfeldyret var stødt til selskabet. Og det er jo ikke ligefrem fordi vi har været kendt for vores enorme evner til at holde orden. Men det er alligevel lidt overraskende, at man gennem bamser, briobaner, Fisher-Price bondegårde, gåvogne, gyngeheste, bideringe, modelbiler, talende cockpits, lastbiler, zebraer, fodbolde og alt muligt andet pludselig skal finde en grinmasse, der passer til at der står et opslået telt i stuen…

Dumfel skal naturligvis være klar til Roskilde Festival inden vi får set os om, men man skulle ikke tro at en 11 måneder gammel baby forstår, at det er sådanne vigtige sager der er oplæg til, men det gør han åbentlyst. Faktisk er teltet en kæmpe fest, og vi undrer os over, hvorfor han ikke har bedt om at få bygget et replika af Orange Scene på sit værelse (faren vil gerne, moren er stadig i tvivl). 

 IMAGE_113 IMAGE_114IMAGE_111

Mobile Dumfel

Dumfeldyret har jo været upraktisk god til at kravle i en rum tid nu. Det er ret hyggeligt selvom det kræver lidt mere arbejde at holde styr på ham. Det var også ret hyggeligt da han begyndte at rejse sig op af ting, selvom også det stillede visse krav til mor og fars opmærksomhed og indretningen af hjemmet.

Så bevidst om at det bliver endnu værre, har vi undladt at skubbe på for at få ham op og gå. Derfor var overraskelsen så meget større da han for en uges tid siden pludselig rejste sig op af gåvognen og begyndte at storme der ud af. Men den største overraskelse var nok, da Signe løftede ham ned i morges, og vi først ikke lagde mærke til det, men han pludselig stod selv – helt uden at holde fast i hverken mor eller stol. Forbløffende sikkert, ovenikøbet!

Der går ikke længe før den sidste rest af fred er forbi. Selv fjernbetjeninger og mobiltelefoner skjult i en meters højde kan ikke vide sig sikre. Og pludselig glæder vi os lidt, egentlig. :-)

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=aKZC_be_pDY]

39,3

Børnefamilierne ved godt hvad sådan en overskrift betyder! Et lille barn med feber betyder bekymrede forældre og søvnløse nætter. Men nu er det jo Dumfeldyret, så selvom vi så afgjort er bekymrede, er han stadig et englebarn, der stort set ikke siger noget om natten, selvom feberen kommer fra flere tænder på vej. Bevares, han kommer da ind på lossepladsen lidt tidligere, og der bliver da også losset lidt mere end sædvanligt når han okser rundt i sengen, men ellers er det hele meget fredeligt.

Det er en hæslig følelse ikke at kunne hjælpe ham, når man kan se at det gør nas. Heldigvis er feberen allerede på vej ned igen og smilet på vej tilbage så vi håber at have ham tilbage i vanlig storform i løbet af i morgen eller lørdag.

3 år og stadig forelskede

I dag er det tre år siden vi blev gift, og hvor har det dog været tre dejlige år. Der er sket en del – især i det sidste års tid – men det er stadig helt fantastisk, og lige så dejligt, som den dejlige dag for tre år siden.  
 
Dem der siger, at det ikke vil gøre nogen forskel at være gift tager fejl. Det er altså anderledes – på den rigtig gode måde. Bare det, at man har haft en dag, hvor man får lejlighed til at fortælle Gud og hvermand, at man elsker sin kæreste, gør en forskel. Og dagen i sig selv er jo fantastisk. En slags "dag 0", selvom man har været sammen i mange år inden da. Det giver bare en rigtig dejlig ro at være gift.
 
Og hver dag er vi taknemmelige for, at vi stadig har det som vi har. Stadig lykkelige, stadig glade for hinanden, stadig forelskede. Efter tre år. Det skal man ikke tage for givet. Hvor er det dejligt, hvor er det heldigt.

Endelig weekend! :-)

Som det må være gået op for tilbagevendende læsere er det noget svært at kende hverdag fra weekend herovre. Men nu hvor det er blevet sådan rigtig weekend, er livet bare blevet endnu mere herligt. Efter at have pakket klapvognen og gået en dejlig tur i solen i Notting Hill er vi nu ind til videre endt på en sushirestaurant på et lille torv på Portobello Road.

Lillesen er nok ikke helt klar til rå fisk endnu, men hygger sig mægtigt med ris og edamamebønner. Senere skal vi det svære valg igennem om vi skal lave mad eller hente take away, og om vi skal hygge os med en film eller bare en flaske vin på terrassen. Hvor mange l’er er der i privilegeret? :-)

Trevlig födelsedag

Vi havde egentlig ingen planer for at fejre Johan på hans fødselsdag. Vi var mere i humør til at lade hverdagsroen sænke sig over familien. Men på den anden side holder vi jo af en god aften, så i sidste øjeblik spurgte vi Anna og Stefan – vores svenske venner, der har lille Lea – om de ikke ville komme forbi. Da de heller ikke er kendt for at gå glip af lidt hygge og god mad, sprang de fluks til.

Signe købte store bøffer hos den fantastiske slagter. Stefan tog et par rigtig dejlige flasker rødvin med, og Johan sørgede for en flaske champagne. Og inden vi havde fået set os om havde vi en helt fantastisk aften på terrassen.

Hvis det her er hverdagen er det måske ikke så underligt at vi godt kan lide at komme tilbage til vores trummerum i London! :-)