Så er gæsterne taget hjem og Johan er kommet gennem koncerterne. Det har været nogle sjove, men lidt hårde dage, med rejse, reception, fødselsdag, bryllup, gæster, koncerter og mere rejseri, så det ville være rart, hvis den lille familie bare kunne slappe af. Men sådan er det jo sjældent i vores verden, og det er jo nok også derfor vi synes den er så skov.

Så Johan er nu på vej til Düsseldorf, hvor der er en stor præsentation i morgen. Signe og Dumfel er efterladt derhjemme, men de har nu også travlt nok, så de kommer i hvert fald ikke til at kede sig inden familien er genforenet igen i morgen.

Vi trænger til at være lidt familieagtige inden det går løs med Roskilde Festival og ferie i Danmark om to uger. Det glæder vi os nu også til. Vi må kunne lide at have travlt!

Vel tilbage i London er vi klar til musikweekend. Jakob og Lasse har holdt huset varmt for os mens vi var i Danmark – super timing – men nu er vi klar til Musekoncert på Wembley Stadium i aften. Det vil sige at Signe og Dumfel har bedt om at få lov til at blive hjemme, for der har været lige lovlig meget aktivitet i de sidste par dage.

Lasse og kompagni tager hjem i morgen, men onkel Jakob bliver til tirsdag, så der er lige tid til Pearl Jam i morgen aften. Hurra!

Men indtil vi går ombord i alle koncerterne bruger vi dagen på Camden Market med pladekøb, argentinske steaksandwich og øller på madmarkedet. Vi hygger os!

Det var godt vi kom til lufthavnen i god tid, for køen til check-in var mega lang. 35 minutter tog det, men det var ikke engang det værste. Det blev først rigtig slemt, da vi nåede frem til skranken, hvor verdens mest ubegavede SAS medarbejder fortalte os, at vi ikke måtte tage vores paraplyklapvogn med ud til gaten. Fair nok, men det blev smerteligt, da vi udbad os definitionen på hvor stor en klapvogn man så må have med. Vi var rystede over hvor uintelligent hun var. "I kan ikke bruge en definition til noget for butikken vil sælge jer hvad som helst!" Øh, så de har nemmere ved at vide hvad vi skal have hvis vi bare siger at den skal være mindre end den vi har? Og det var kun det mindste. Har I nogensinde oplevet at tale med en person, der er så dum, at man føler sig provokeret af det? Hun var i sandhed et smerteligt bekendtskab!

Men det blev opvejet af at vi blev fulgt i lufthavnen af Esther, Caroline og Store Fætter. Det var hyggeligt!

Men efter 35 minutters kø og 10 hjernesmerte hos sinken var vi ret sent på den, så vi skyndte os at vinke og hastede ud til gaten. Undervejs fortalte skærmen os, at flyet var 10 minutter forsinket. Bevares, det kan man leve med, så vi bevægede os ud til gaten i det fjerneste hjørne af lufthavnen i lidt mere udholdeligt tempo. Da klokken så blev 10 minutter efter oprindelig adgang meldte skærmen nu pludselig at den var en time forsinket. Suk. Og i London sidder Jakob og Lasse og venter på os.

Alt i alt har SAS været imponerende ihærdige for at give os en rigtig dårlig oplevelse. Heldigvis er det jo en dejlig lufthavn, men, SAS, det er bare ikke godt nok!!

Nå, så det blev altså Johnson & Johnson der vandt over familien i denne omgang. Det var ikke helt meningen, men det viste sig at mødet virkelig var så vigtigt, og at det var godt at Johan var med.

Men timingen i løbet af hele dagen har godt nok været slanteringe!! Vi startede med at være sent på den i morges, og samtidig tumlede Johan stadig med hvad han skulle gøre. Det betød at Signe og Dumfel kom for sent ud af døren. Der kom så ingen taxa, og da den endelig kom og havde kørt dem til Paddington, gik toget i stykker. Ud igen, god i et andet tog og vente vente igen. Endelig ankommet i Heathrow var der kø galore allevegne. Der blev løbet hurtigt og sprunget over i køerne, så flyet blev lige akkurat nået.

I mellemtiden var Johan begravet i opgaver fra USA, så han kom sent fra kontoret ud til J&J møde. Det blev dog nået i rigelig tid, men varede så til gengæld mega længe. Så længe, at chaufføren blev bedt om at give den alt hvad den kunne trække ud af M40 efter mødet på vej til Heathrow. Men ak, ligemeget hjalp det, for det er ikke tids nok at checke ind kl 17.45 til en 18.00 flyver. Men de prøvede faktisk.

Nå, men fat i kontoret og få booket en ny. "Der er en British Airways kl 19." Men BA – er det ikke terminal 4? Sørme jo. Og ligger den ikke i Langbortistan? Sørme jo. Udenom ombygningerne, ned i kælderen, ud gennem 2 km rør og op igen. Dér ligger toget. Vente på det kommer. Vente på det kører. Vente på at komme frem. Op til skranken – og til køen. Vente. Hen til security. Vente længe.

Endelig på den anden side, og med 10 minutter til at nå til gaten. Hvad er det så man ikke har lyst til at se? Forsinket til kl 19.50. Suk. Det betyder ankomst i Charlottenlund omkring midnat. Så kompromiset blev alligevel til en prioritering, men den anden end først antaget. Sådan kan det gå.

Hvis jeg ikke synger så højt, at familien vågner, kan jeg jo synge en stille fødselsdagssang når jeg kommer frem…

Johan er i lufthavnen for at hente Signe og Dumfel, der kommer hjem fra Danmark. Det er sjovt at se hvordan folk kommer ud fra bagageudleveringen i hold. 200 asiater tripper tavst afsted. 100 ekstremt glade indere. 150 vrede arabere. Og pludselig 100 fjogede bonderøve med leverpostejfarvet hår. Signe må være lige på trapperne! ;-)

Og i parantes bemærket: Det var hun. Hun gik lige forbi uden jeg så hende. Noget med sten og glashuse…?