Vi har brugt det meste af dagen på at forberede os på at tage hjem i morgen. Og det indebærer først at glemme at aflevere Esthers ting vi lånte til nytårsaften. Så at hente Dumfeldyrets tæppe, som vi glemte hos Charlotte og Ulrik forleden. Så at køre forbi Jakob på vejen hjem for at hente en glemt tøjpose, men kun for at blive ringet op af Marie på vejen, som kan fortælle, at vi har glemt pusletasken hos hende og Kalle.
Vi glemmer os selv en dag. Nok ikke Dumfeldyret. Ham synes vi at huske hver gang!
Og vi glemmer helt sikkert også noget i Danmark når vi kører hjem i morgen. Faktisk lader det til at vi bliver nødt til at glemme noget med vilje, for selvom vi har købt den største af 4×4’erne er der simpelthen så meget gylle, at jeg tvivler på det hele kan være der.
Tør jeg sige det? Jeg er godt nok glad for at vi ikke skal prøve at pakke tre ugers tøj, ting, shopping, julegaver og Dumfeldyr ned i en Aston Martin i morgen formiddag! Åh nej, nu bliver jeg nok ramt af lynet…