Der er noget vildt over shopping i London. Især når der er udsalg. Det er som om det hele bare drejer sig om at shoppe, shoppe, shoppe!

Især stormagasinerne er gået i udsalgs-frenzy. Og det er lige noget for Signe. Så selv efter at have været til mødregruppe idag kunne det blive til lidt shopping. Mmm… Commercial goods!

Vi er jo superglade for vores Chelsea tractor, som endnu en gang skal fragte os i IKEA i aften for at hente indretning til Signes kontor. Men det er ret klart hvorfor den ikke er så populær blandt miljøaktivister. Da vi kørte fra København til Esbjerg (ja, en dag for tidligt) i moderat tempo på motorvej, kørte vi i gennemsnit 6 km på literen. Av!

Johans kollega Radhika, som Signe mener taler ligesom Apu, spurgte om jeg ville have noget med fra Indien, hvor hun tilbragte julen. "En elefant!" er jo det eneste fornuftige svar på det spørgsmål.

Radhika tog til Indien, og sørme så om hun ikke havde en elefant med hjem. Heldigvis for Dumfeldyret er den kun af træ, men det er alligevel en særlig ting. Min helt egen indiske elefant!

Så har vi været forældre i 4 måneder. Det er helt vildt så hurtigt det er gået. Men paradoksalt nok er det endnu sværere at forstå, at der ikke er gået længere. Det giver ikke meget mening, det ved vi godt

På den ene side er Lille Jakob ikke nyfødt længere. Han er blevet til en lille dreng. Og vi hygger os rigtig godt sammen med ham og han kan allerede en masse selv. Bevares, han kan ikke skrive en symfoni, men forældre bliver hurtigt taknemmelige for et smil og hvis han holder bamsen selv! :-) Det er gået hurtigt.

Men på den anden side er det hele bare lige sket. Og vi har overhovedet ikke haft tid til at vænne os til det. Det føles så nyt, at vi ind i mellem pludselig siger "Gud, vi er forældre!".

Men begge dele er fedt. Og det mest fantastiske er, at uanset om det føles nyt eller om vi stadig bliver overraskede og imponerede over bamsen i hånden, så føles det bare dejlig naturligt.

Dumfeldyret er blevet stukket, altså vaccineret. Tredie gang, og heldigvis sidste gang i lang tid. Denne gang fik han tre stik, men han klarede det rigtig fint. Han har stort set ikke været ked af det selvom han har haft lidt feber og sådan efterfølgende.

Han er jo det sødeste barn i verden, så han smilede stort til sygeplejersken, der skulle stikke ham, så hun blev helt ked af at skulle være den, der gjorde ham ked af det. Men han har ikke mistet mødet – han smiler allerede stort igen!

Det er dejligt at opleve, at "hjemme" nu i højere grad er her i London. Og det er rart at være hjemme igen.

Man skal lige huske at køre i den rigtige side af vejen, komme i tanke om pinkoden til Maestrokortet igen og vænne sig til at gå venstre om folk på gaden, men så føles det også helt rigtigt.

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og heller ikke at komme en dag for tidligt til færgen i gudsforladte Esbjerg.

Esbjerg ligger nemlig meget tæt på Kolding, hvor en lille, men særdeles betydningsfuld del af vores familie bor. Så da mulighederne for at finde noget hyggeligt at lave i Esbjerg i 24 timer var blevet lagt i graven sammen med idéen om at tage til Fanø (nok egentlig kun opstået fordi det var den eneste færge der lige var der), vendte vi næsen mod Kolding.

Der var ingen svar på telefonerne hos hverken Annie og Chris eller Maja og Rasmus, men da vi ikke havde meget andet at foretage os, kørte vi derned og så for os selv. Og minsanden om ikke Annie og Chris netop kommet hjem, da vi kneb vores skrummel gennem porten.

De forbarmede sig straks over os og redte op i Christians værelse, åbnede vin, lavede pølse- og ostebord og fuldstændig tilsidesatte, at de sådan havde glædet sig til en stille og rolig fredag aften alene. Det var helt vildt hyggeligt, og igen et eksempel på, at spontanitet kan give noget helt specielt.

Så held i uheld gav os en helt utrolig hyggelig aften i Kolding!

"Er det ikke lidt typisk jer?"

Joh, det kan Therese jo sådan set godt have ret i.

Vi kørte til Esbjerg i går for at tage færgen tilbage til England. Vi skulle checke ind kl 18, så vi var egentlig lidt stolte da vi ankom til færgelejet med et helt kvarter til overs. Pilene viste mod Harwich og England, men det var temmelig uklart hvilken vej vi skulle. Vi kørte lidt videre og stødte på Fanø-færgen, men den var lissom lidt for lille. Lidt videre lå billetterminalen, så vi følte os på rette vej, men bag terminalen var der ikke rigtig mere vej. Meget underligt.

Vi back-trackede så tilbage til skiltene mod Harwich og måtte konstatere, at den vej var effektivt spærret at en lukket port.

Bange anelser. Frem med billetten. Bange anelser bekræftet. Færgen sejler først i morgen! For satan, hvor kan man føle sig dum!

Jo, det er nok lidt typisk os! :-) Men hellere komme en dag for tidligt end 5 minutter for sent!!

Hvad er det næstmest nedtur, der kan ske, når man skal nå en færge?

Så er vi på vej mod England. Bilen er pakket – bagagerummet til randen – men vi har gjort det ordentligt, så der er faktisk plads til at hele i bagagerummet. Undtagen Dumfeldyrets ting og det, vi skal have med op på færgen, som er røget ind på bagsædet.

Det var ikke nemt, men nu er vi jo vant til at pakke en Mini til en tur gennem hele Europa eller to uger i Skagen, så at pakke en Range Rover burde jo umiddelbart ikke være en særlig udfordring. Hvis det ikke lige var for 3 kubikmeter julegaver og naturligvis en 1,5 x 1,5 meter tallerkenrække, som vi bare må have med hjem! :-)