Vi er enige om at det er længe siden vi er blevet transporteret så behageligt og effektivt som vi er blevet i Range Roveren. Det var klart en god beslutning at køre over. Det giver en super fleksibilitet.

Men nu er det med Boserupperne og bil jo noget, der gerne ikke skal være simpelt, og helst i selskab med uheld og problemer. Og denne tur er ingen undtagelse. Jeg tænker ikke engang på turen til færgen, som ellers var et lille mareridt. Det gik jo godt.

Problemet startede tilsyneladende da vi låste bilen efter endelig at være kommet ombord på færgen. Vi låste den manuelt, så alarmen ikke skulle gå i gang. Men enten kan man ikke låse den manuelt, eller også var bølgerne simpelthen var så høje, at den troede den var ved at blive slæbt væk, for da vi kom ned til bilen 10 minutter i landgang med pakkenilliker og Grumfeldyr kunne vi ikke åbne dørene. Ok, den var jo låst manuelt så det kunne være de også skulle åbnes manuelt. Nøglen blev drejet og bilen gav et halvkvalt sidste dyt da vi åbnede døren, og så blev den helt stille!

Der stod vi så med låste bagdøre i en bil, der havde brugt alt strømmen på at stå og råbe på hjælp hele natten. Heldigvis, kan man paradoksalt nok sige, var vi jo de sidste ombord, så vi spærrede lissom ikke for så mange, men det var alligevel rimelig pinligt at stå med baby og Chelsea tractor og se alle de andre køre af.

Da landgangen var overstået for alle biler med strøm, havde de tid til at hjælpe os. Først skulle den ikke alt for kvikke DFDS medarbejder for lige sætte polerne forkert på, så gnister og røg stod op fra motorrummet, men da ingen permanent skade kunne ses, kørte den sejlivede Rover ind på kajen i Esbjerg.

Turen til København var fantastisk, og skrumlet står nu plantet i svigerfars forhave.

Vi sejler til Danmark i dag. Det betyder at vi kører til Harwich nord for London, hvor færgen til Esbjerg sejler fra. Ruteplannere mente det skulle tage 1:45 at køre turen, men da det indebar at køre ud af London mente vi – kloge af skade – at det var en god idé at lægge en god buffer ind. Vi regnede med en ekstra halvanden time, for at være helt på den sikre side.

Første del af turen gennem London gik præcis som forventet – dræbende langsomt! Men det skulle blive endnu værre. For hver 5 km nordpå var der en trafikprop. Tiden gik, og stemningen i Range Roveren blev mere og mere klemt.

GPS’en får trafikmeldinger, og ca halvvejs mente den pludselig, at den hurtigste vej til Esbjerg var at køre mod London igen og vælge en anden nordgående motorvej. Ikke noget der løfter en stemning, præget af at være ved at miste for kr 6.000 færgebillet og skulle køre i bil hele natten (og 150 km sydpå hvor vi kom fra).

Vi lod imidlertid GPS være GPS og fandt en landevej, der kørte nord-øst – i retning af Harwich. Trafikpropperne blev efterhånden lidt mindre, og vi sender en varm tanke til byplanlæggerne i Harwich, som heldigvis er helt ude af stand til at lokke folk til byen, hvis de ikke lige skal nå en færge.

Vi bragede ind i Harwich med 120 i timen og nåede, som den absolut sidste bil, ombord kl 17.30 dut, hvor ombordstigning lukkede! Pulsen har ikke lagt sig endnu, men vi sender en varm tanke til Vorherre, der tilsyneladende endnu engang forbarmede sig over Boserupperne.

Dumfel og hans forældre hygger sig i kahytten og glæder sig over at kunne sove i nat, så vi er friske til at se jer alle sammen.

Det er virkelig svært at være begejstret for noget som helst kl halv 4 om morgenen så en dødsyg torsdag. Men London prøver alligevel! Der er flere folk på gaden end i København på en lørdag formiddag. Der er lys på. Folk er rare. Der er natbusstoppesteder. Der er taxaholdepladser

Desværre er transporten i London dimentioneret så den almindelige bus, man har taget for at slippe for at stå og blomstre, er langsomere end natbussen, der åbenbart kom lige efter. Det betyder at man ender med at stå på Marble Arch og lede efter en taxa – igen!

Og i mellemtiden er klokken blevet 4 og jeg skal op kl 6.30 for at få bilen på værksted inden vi kører til Danmark i morgen. Det bliver nok en lidt hård dag!!

Så er Johan kommet hjem til os igen, men Grumfeldyret har ikke sovet hele dagen så han gik ud som et lys lige inden han kom, så far sidder utålmodigt og venter på han skal vågne.

Anne og Jakob er på besøg og alle er kommet ind for at møde Johan til frokost. Først skulle Lille Dumfel dog lige vises frem på OMD. Det var lige før vi ikke fik lov til at gå igen.

Men da vi trods alt slap væk gik turen til Ooze på Goodge Street, hvor man kun kan få risotto. Tilgengæld kan man så få risotto, som man aldrig har fået før, og højst sandsynligt ikke troede man kunne få noget som helst sted. Blandt andet All Day Breakfast Risotto. Den skal Johan selvfølgelig prøve. :-)

Nøj, hvor er det bare kedeligt at sidde her i en gabende tom lufthavn i Prag. Jeg tror, helt alvorligt, at jeg har set 5 andre passagerer siden jeg kom!

Og det ville unægtelig være noget mere hyggeligt at være hjemme hos Signe, Dumfel og Therese. Men lige halvanden dag mere – så står den på hjemmehygge!

Johan tog afsted fra London i morges, før en vis badass havde fået sko på, for at være til møde i Prag i dag. Men ikke nok med det går turen direkte videre til Athen i aften, hvor jeg lander kl 02 i nat. Så står den på to dages møde og så hjem til London, hvor huset er fuldt af gæster.

Therese ankom i nat og bliver til fredag, hvor hun bliver aflyst af Store Jakob, som overlapper med Anne i weekenden inden Sune kommer og bliver med Anne indtil efter vi er taget til Danmark. :-) Der er travlt i det lille hjem, men det er vildt hyggeligt.

Lille Grumfeldyret, som i øvrigt reagerer mest på "Dumfel", har været snottet de sidste par dage, så i nat prøver mor et par alternativer for at sikre at han ikke ligger i træk om natten. Men han er ikke rigtig syg – og heldigvis for det, for et par af ungerne i Signes mødregruppe har fået bronkitis, men alt tyder på at Lille ikke har samlet det op.

PS. Det er Ian på billedet.

Når man tænker på, at vi egentlig ikke synes IKEA møbler er sådan specielt fede, er vi i IKEA forbløffende ofte. Vi handler mest småting – kurve, lamper, stikdåser etc. Og hver gang er vi fristet af de nemme løsninger ved bare at købe nogle reoler her i stedet for at skulle vælge dem i Danmark, bare for så at skulle brokle dem til England på en eller anden måde. Og så bare for at finde ud af, at de ild passer det næste sted vi skal bo, så vi alligevel ville ønske vi bare havde købt IKEA…

Prøvelser! Vi har nu boet her i mere end 7 måneder uden reoler i stuen, så vi skulle jo bare have købt de åndssvage IKEA reoler fra starten. :-)

Til gengæld har vi fået toppet vores köttbullar, Dajm og dildchips op igen.