Det er et under, at Andreas stadig er i live. Ikke kun fordi han er svært overvægtig, men Andreas er taxachauffør i Athen og han kørte mig fra lufthavnen til hotellet i nat. Jeg er overbevist om, at der ikke var en eneste trafikforseelse, som Andreas ikke fik krydset af på turen gennem Athen.
”I take small road to get out of traffic lights on big roads” sagde han med 120 i timen på en hullet bjergvej. “Fint”, tænkte jeg, mens jeg prøvede at holde mig fast, og undrede mig over at han gav den slags opmærksomhed i betragtning af, at han indtil da havde reageret ens på alle farver i lyskurven: Fuld gas!
Andreas’ bil lød mest af alt som når man ryster et syltetøjsglas fyldt med møtrikker og græshopper. Det er en smule foruroligende, når man nødtvungent skal bringe 1½ ton Mercedes fra 100 til 0 på 10 meter, fordi den modkørende lastbil tilsyneladende er højre-venstre udfordret, når det kommer til, hvilken side af vejen det er vi kører i.
Sjovt nok var det nærmest at gå galt da Andreas kørte stille og roligt over for grønt. Og det var ikke engang fordi han sad med hovedet nede i sit græske Kraks Kort, selvom det ikke hjalp, men mere fordi Andreas ikke var den eneste, der mente, at farverne i lyskrydsene bare er til pynt. Men efter en lille tur op på fortovet og en mængde bandeord på græsk var vi videre.
Men der skulle meget mere til at få Andreas ud af fatning. Ikke engang da sidespejlet ramte rækværket på fortovet – igen med 100 i timen – løftede han et øjenbryn. Faktisk drejede han ikke engang rattet, men fastholdt stilstiende at DAK-DAK-DAK-lyden nok skulle være der.
”So, you from London?” spugte han med hele overkroppen omme på bagsædet, mens dækkene hvinede højt rundt i et langt motorvejssving, og vidnede om, at de givetvis begyndte at trænge til en udskiftning i begyndelsen af sidste år. Det blev ikke til et uddybende svar omkring danskhed og at bo i London som udlænding, men han virkede heldigvis også tilfreds med et kort ”Yes.”.
Han var virkelig flink men tydeligvis ikke lokalkendt, for det tog ham lidt tid at få zoomet ind på hotellet. Men langsomt (hurtigt) og sikkert (helt vildt farligt) blev spiralen mindre og mindre og til sidst endte vi hvor vi skulle. Det sidste stykke foregik mod ensretningen i flere omgange, men selvom jeg først var noget utryg blev det hurtigt tydeligt at de skilte nok også bare er vejledende, for hovedparten af de parkerede biler holdt parkeret ”den forkerte vej”.
Andreas ville ikke have drikkepenge, selvom han tydeligt var tilfreds med sin indsats på turen. Men han spurgte ”When you going back?”. ”Yes-yes, bye-bye” virkede som den eneste forsvarlige respons på det tidspunkt.
